Den 44-årige amerikaner Greg Hancock er ny verdensmester i speedway efter otte point i sine første tre heat ved sæsonens sidste VM-grandprix i polske Torun lørdag aften.
Med næsten fuldt udbytte i sine første tre ture på banen i Torun, mens polske Krzysztof Kasprzak i sine to første heat satte point til, kan Greg Hancock ikke længere hentes i den samlede stilling og kan dermed lade sig hylde som verdensmester.
Det er tredje gang, at Greg Hancock vinder VM siden sin debut i 1995. Første verdensmesterskab blev vundet i 1997, mens Hancock stod øverst på skamlen for anden gang i 2011.
Amerikaneren har kørt en imponerende sæson, hvor det er blevet til en grandprix-sejr og i alt otte finalepladser, og også i lørdagens grandprix i Torun ligger Greg Hancock godt til at komme med i de afgørende heat.
Hancock er den ældste kører, der nogensinde har kørt med i VM-serien, og i siden 2002 er amerikaneren ikke sluttet uden for top-seks i VM-stillingen.
Danske Nicki Pedersen er fortsat med i kampen om en podieplads efter syv point i sine tre første heat. Den danske kører er på en delt tredjeplads med briten Tai Woffinden inden de to køreres to sidste heat og en eventuelt semifinale og finale.
/ritzau/