OL sølvmedaljevinderen i singlesculler Fie Udby har efter OL længe været i tænkeboks med overvejelser omkring flytning og uddannelse.
Nu fortæller hun DR Sporten, at hun er gravid, og at vi derfor ikke vil komme til at se hende til VM til sommer. Graviditeten har fået Udbys overvejelser til at falde på plads, og hun satser nu målrettet på OL i Rio de Janeiro i 2016.
- Man skulle tro, at det var noget, der var planlagt. Det var det også lidt, hvis det kunne lade sig gøre. Men man ved jo aldrig. Når man ikke har børn, så ved man jo ikke om det kan lade sig gøre. Så vi var bare heldige.
- Jeg træner stadigvæk så meget, som jeg nu kan under omstændighederne. Efter jeg får mit barn, så regner jeg med at starte så hurtigt som muligt igen, så jeg kan være klar i 16, siger Udby.
Rofamilie som forbillede
Et barn er tidskrævende, og kunne komme til at virke forstyrrende på en OL satsning, men Udby er positiv på grund af branchens gode historik med hensyn til familieforøgelse.
- Hvis Juliane og Mads (Elander og Rasmussen, red.) ikke havde gjort det, jamen så ved jeg da heller ikke, om jeg havde syntes, det var realistisk. Men i og med at jeg har set, at det sagtens kan lade sig gøre, og at Team Danmark også støtter op om det, så synes jeg, at det er realistisk, siger Udby.
Tandlægehøjskolen taber til roningen
Tidligere har Udby været tøvende med hensyn til at se fire år frem i tiden, men hun vurderer nu, at rokarrieren stadig har mere at byde på.
- Jeg havde jo store planer om at stoppe. Jeg har opnået det, jeg egentlig gerne ville. OL var rigtig sjovt, men der er stadig mange andre aspekter, jeg gerne vil opleve - eksempelvis at få en god placering ved et VM eller i en World Cup sæson, siger Udby.
Roningen vandt i sidste ende over drømmen om at studere på Tandlægehøjskolen - et fuldtidsstudie ville nemlig forhindre Udby i at opnå de resterende ambitioner inden for roning.
- Var jeg kommet ind (på Tandlægehøjskolen, red.), så havde jeg 100 % satset på det. Og så var det ligesom slutningen af min rokarriere. Men nu har jeg valgt at sige, nå men jeg kan højst sandsynligt ro fire år mere og få støtte til det - også udefra. Så jeg faktisk måske kan komme til at leve af det. Så er det lidt sjovere end et fuldtidsstudie, siger Udby.