Tiger Woods vækker minder om tidligere tiders storhed

Golfstjernen Tiger Woods spillede sig op på Bahamas i sin comeback-turnering og gik i syv slag under par.

Tiger Woods under anden runde af PGA-turneringen på Bahamas. (Foto: © Christian Petersen, Scanpix)

Efter en ujævn præstation i første runde, lyste Tiger Woods op, da der fredag blev spillet i PGA-turneringen Hero World Challenge.

Torsdag leverede Woods en første runde i et slag over par, men fredag var den 14-foldige majorvinder anderledes oppe på dupperne.

Her diskede Tiger Woods op med en runde i syv slag under banens par.

På første hul leverede Woods en birdie, og da der fulgte yderligere seks af slagsen på de 18 huller, avancerede amerikaneren til en samlet score på seks slag under par.

Det rakte til en delt niendeplads for Woods.

Tiger Woods er tilbage i golfsportens rampelys i denne turnering efter 16 måneders fravær grundet en rygoperation.

Fraværet har betydet, at han er dumpet ned som nummer 898 i verden.

Tiger Woods er selv medarrangør af turneringen på Bahamas, som har deltagelse af 18 spillere.

Turneringen føres af amerikanske Dustin Johnson og japanske Hideki Matsuyama, der begge har gået de to første runder i samlet 12 slag under par.

/ritzau/