Thorbjørn Olesen og Søren Kjeldsen vinder ærefuld pris

De to danske golfspillere vandt World Cup of Golf i november, og derfor modtog de i dag Den Gyldne Golfbold 2016

Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen var forrygende under World Cup of Golf i Australien (Foto: © PAUL CROCK, Scanpix)

Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen modtager Den Gyldne Golfbold 2016 og kan dermed kalde sig årets golfspillere.

De to spillere vandt sammen World Cup of Golf i november i år i Australien.

- Sejren, jeres forskellighed og den måde I er på, mener jeg har styrket golfsporten i Danmark helt markant og har gjort os alle sammen stolt, siger Dansk Golf Unions direktør, Morten Backhausen.

Super sæson af begge danskere

Den Gyldne Golfbold uddeles til det største danske resultat inden for det forgange år, og i 2016 havde både Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen haft en flot sæson.

I november vandt Olesen Turkish Airlines Open, mens Søren Kjeldsen i løbet af sæsonen nåede i top-ti i to major-turneringer, før han sluttede på en fjerdeplads i sæsonfinalen i Dubai.

/ritzau/