Thomas Bjørn laver golfslaget over dem alle i Abu Dhabi

Thomas Bjørn præsterede at få golfbolden i hul på blot et slag ved European Tour-turneringen i Abu Dhabi.

Thomas Bjørn lavede et spektakulært slag i Abu Dhabi. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Golfspilleren Thomas Bjørn gik fra helvede til himmel under første runde ved European Tour-turneringen i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater.

På hul 14 dummede Bjørn sig og blev noteret for en tredobbelt bogey, men på det efterfølgende hul lavede danskeren en sjælden hole-in-one.

Derefter gik Bjørn en fejlfri runde med yderligere fire birdies at slutte af på, så veteranen pludselig var med helt fremme i toppen af turneringen.

Tredobbelt bogey koster

Bjørn, der begyndte torsdagens runde på hul 10, blev også noteret for en birdie på 13. hul, så alt i alt var det en flot runde i 68 slag, fire slag under banens par.

Det var kun den tredobbelte bogey, der gjorde, at Bjørn ikke var med endnu længere fremme.

Danskeren er placeret på en delt syvendeplads sammen med blandt andre verdensetteren Jordan Spieth, men alle spillere er endnu ikke færdige med runden.

Kjeldsen lige efter Bjørn

Landsmanden Søren Kjeldsen er et slag efter Bjørn efter en blandet runde med to bogeys og fem birdies.

Bryson Dechambeau, som blot deltager i sin anden turnering på European Touren, fører overraskende turneringen i Abu Dhabi i otte slag under par.

Den 22-årige amerikanske amatørspiller er dog skarpt forfulgt af svenske Henrik Stenson, som er et slag efter.

Nordireren Rory McIlroy er også med i toppen i seks slag under banens par.

/ritzau/