Super League spøger igen: Denne gang er det golfbanens skræk

Golfstjernen Rory McIlroy har taget afstand fra planerne om en Super League i golf.

Dustin Johnson, her med FedEx Cup-trofæet, er en af de spillere, der er blevet tilnærmet af golfens bud på en Super League. (Foto: © Adam Hagy, Scanpix)

Fodboldens forsøg på at skabe en såkaldt Super League er knapt lagt i graven, før det samme forslag nu spøger på golfbanen.

I hvert fald så meget, at golfstjernen Rory McIlroy tog afstand fra en Super League på et pressemøde forud for turneringen Wells Fargo Championship, der afholdes i disse dage og slutter på søndag.

McIlroy sammenlignede golfens svar på en Super League med fodboldens ditto, og han mener, at Super League-konceptet er blevet gennemskuet.

- Det er grådighed. Og det er fint, hvis du spiller golf for at tjene så mange penge som muligt, men jeg spiller for at cementere min plads i historien og mit eftermæle. Jeg vil gerne vinde major-turneringerne og de største turneringer i verden. Det er derfor, jeg spiller golf, sagde McIlroy på pressemødet.

Rory McIlroy har allerede vundet fire major-turneringer i sin karriere. Her ses han med PGA Championship-trofæet, som han har vundet i både 2012 og 2014. (Foto: © John Sommers Ii, Scanpix)

Rory McIlroy er formand i PGA-spillernes rådgivende råd og fortæller, at han ikke personligt er blevet inviteret til at deltage i Super Golf League.

Men flere andre topspillere har bekræftet, at de har modtaget tilnærmelser. Den nuværende nummer et på verdensranglisten, Dustin Johnson, er en af dem. Det bekræfter hans agent, David Winkle, over for golf.com, men understreger også, at verdensetteren ikke har takket ja.

- Som de fleste andre topspillere har Dustin lyttet til deres vision, men det er det hele, skrev Winkle til golfmediet.

Ifølge Morten Buckhøj, der er golfjournalist og kommentator på Golftv, er golfens bud på en Super League ikke et nyt projekt, der er opstået ud af ingenting. Det er derimod et gammelt projekt, som er blevet genoplivet.

- Ideen med en Super League er, at de bedste spillere deltager i turneringen sideløbende med PGA Touren. Spillerne ville med saudi-arabiske penge i ryggen være garanteret store summer bare for at deltage i Super League, forklarer Morten Buckhøj.

Men modstanden er stor, og PGA, der står bag den største tour i golf, kæmper indædt for at lægge Super League-projektet i graven.

- Det spøger åbenbart igen, og jeg kan forstå, at kommisæren for PGA Touren, Jay Monahan, har været fremme på et lukket spillermøde og gøre det meget klart, at hvis i vælger at gå Super League-vejen, så er i udelukket her. Præcis som Uefa har raslet med sablerne over for fodboldklubberne, siger Morten Buckhøj.

Phil Mickelson fører aktuelt turneringen Wells Fargo Championship. Han er en af dem, der angiveligt er blevet inviteret til Super League. (Foto: © Jim Dedmon, Scanpix)

Indtil videre er de spillere, der er blevet sat i forbindelse med en Super League, af den ældre garde, som verdensetteren Dustin Johnson på 36 år og 50-årige Phil Mickelson ifølge Morten Buckhøj.

- Foreløbig har det været nogle lidt ældre spillere, der er blevet talt om i forbindelse med Super League.

- Men hvis de lige pludselig kan få de unge spillere, det nye kuld, med, så bliver det pludselig rigtig ubehageligt for touren. Det er tourens fremtid. Hvis de tager tourens fortid er jeg ikke så bekymret, for så bliver det en showturnering.

Skulle Super League blive en realitet, vil det også få store konsekvenser for det nuværende system i golf, hvor PGA Tour i USA og til en hvis grad Europa Touren fungerer som de største scener i sporten.

- For Europa-touren kan det betyde døden. Hvis der kommer en overbygning, som er større end PGA Touren, så er Europa-touren færdig. Så bliver det fuldstændig umuligt for Europa-touren at finde sponsorer.

Derfor har Europa Touren og PGA Touren indgået et samarbejde, så de kan stå stærkt og i fællesskab konsolidere deres position i golfkalenderen.

Mens fodboldens bud på en Super League skabte massive protester fra fans, der var en stærkt medvirkende faktor til, at projektet blev lagt i graven, så er Morten Buckhøj ikke sikker på, at det samme vil gøre sig gældende i golf.

- I fodbolden oplevede vi massiv modstand fra fansene. Men golffans er noget andet. Her kan det godt være, at de i virkeligheden er ligeglade med, om det er Super League eller PGA Tour, for de bare vil se det bedste golf, siger han.