Det har været et flot golfdøgn med danske briller.
I nat blev Nicolai Højgaard nummer to ved PGA-turneringen i San Diego. Nu følger hans tvillingebror Rasmus Højgaard trop med en andenplads ved DP World Tour-turneringen Ras Al Khaimah Championship i Emiraterne.
Men den helt store sejrherre er danske Thorbjørn Olesen, som kravlede helt til tops i Emiraterne.
Den 34-årige dansker var hele seks slag bedre end sin landsmand og kan tage pokalen med hjem.
Olesen havde et fornufitgt forspring inden søndagens afgørende runde. Men danskeren gik de 18 huller med fem slags under par, hvorfor sejren for alvor ikke var i fare.
Gennem hele turneringen var Thorbjørn Olesen 27 slag under.
Det var den rutinerede danskers første turneringssejr i godt et år, efter han vandt Thailand Masters i februar 2023.
Den tredje dansker ved Ras Al Khaimah Championship Marcus Helligkilde var lørdag oppe og snuse til podiets sidste plads. Men søndag gik han runden tre slag over par og var derfor et godt stykke fra at lave et rent dansk podie.