Golfspilleren Søren Kjeldsen blev tirsdag eftermiddag hædret med "Den Gyldne Golfbold" i 2015.
Den 40-årige nordjyde blev valgt som modtager på baggrund af en fremragende sæson og ikke mindst sejren i Irish Open.
- Efter mange måneder uden tilfredsstillende resultater vandt Søren Kjeldsen i maj en imponerende titel i Irish Open efter et vildt drama i voldsomt blæsevejr på en af Europas mest karismatiske golfbaner Royal County Down.
- Dertil opnåede Søren tre andenpladser i sæsonen, blandt andet i Made in Denmark, siger Michael Lermark, formand i Sportsjournalisternes Golf Klub, der hvert år står for prisuddelingen.
- Selv om der var flere andre stærke kandidater til Den Gyldne Golfbold 2015, så var Søren Kjeldsens resultater ikke til at komme udenom, siger formanden.
Kom op ad et dybt hul
Kjeldsen slutter året i top-50 på verdensranglisten og kan dermed se frem til deltagelse i flere af de største turneringer i 2016, heriblandt majorturneringen The Masters i april.
- Jeg er utrolig stolt over at modtage Den Gyldne Golfbold i år. Ikke mindst fordi det bestemt ikke er svært at få øje på en masse andre gode resultater i dansk golf i år.
- Både Nicole Broch Larsen, Emily Pedersen og Thorbjørn Olesen har leveret flotte resultater, lyder det fra Kjeldsen om hæderen.
- Og så er jeg stolt, fordi jeg i denne sæson fik gravet mig selv ud af det måske dybeste hul, jeg har været i rent karrieremæssigt.
- Sidste år var min måske dårligste sæson og så at komme tilbage og stå som modtager af Den Gyldne Golfbold i år, det er en dejlig belønning for al det hårde slid, siger Kjeldsen.
Der er i år 50. gang, at Den Gyldne Golfbold bliver uddelt. Første gang var i 1966, hvor Hans Stenderup modtog bolden. Det er anden gang, at Kjeldsen bliver hædret. Første gang var i 2008.
/ritzau/