Den danske golfspiller Emily Pedersen var lørdag aften og natten til søndag dansk tid med til at holde Europa-holdet i live i golfdysten mod USA ved Solheim Cup.
Her vandt Emily Pedersen og hendes spanske makker Carlota Ciganda nemlig over amerikanerne Ally Ewing og Lexi Thompson i det såkaldte fourball-spil.
På trods af danskerens sejr fører USA, der er på hjemmebane, dog stadig med en pæn margin inden de sidste golfrunder søndag.
Lørdagens tre øvrige fourballs endte med én europæisk sejr og to amerikanske, og dermed er stillingen ved turneringen 10-6 til USA.
I videoen herunder kan du se Emily Pedersen putte bolden i hul og efterfølgende vinde fourball-kampen med sin spanske makker Carlota Ciganda:
Dansk-spansk duo lagde stærkt ud
Lørdagens fire foursomes blev afviklet om formiddagen lokal tid.
Her lykkedes det - i modsætning til om eftermiddagen, hvor der blev spillet fourball - ikke for Emily Pedersen og Carlota Ciganda at sikre point til Europa.
De to tabte til verdensetteren Nelly Korda og Allisen Corpuz i dagens første foursome. Den dansk-spanske duo lagde ellers stærkt ud, og Pedersen og Ciganda var allerede oppe med to slag efter de tre første huller.
Korda og Corpuz hang dog i, og undervejs tog amerikanerne føringen og formåede også at sikre endnu et point til USA.
Med stillingen 10-6 til USA skal europæerne tangere en enorm bedrift fra 2015, hvis de skal trække sig sejrrigt ud af Solheim Cup.
I 2015 lykkedes det USA at komme tilbage fra netop 10-6 og tage en snæver sejr på sidstedagen. Det er det største comeback i turneringens historie.
Emily Pedersen skal søndag allerede i aktion klokken 9.00 lokal tid på banen i Gainesville i Virginia. Det svarer til klokken 15.00 dansk tid.
Pedersen møder Megan Khang i nummer to ud af de 12 afgørende singler.