Massiv dansk golfdominans i Australien

De danske golfkvinder er alle vegne ved Aussie Masters, hvor der endda er en dansker i spidsen.

Nicole Broch Larsen fører Aussie Masters efter den første runde af turneringen. (Foto: © TT News Agency, Scanpix)

Man kan ikke argumentere for, at der mangler succes i golfverdenen, når man ser det med danske briller. De danske golfkvinder er nemlig med fremme blandt de bedste uge efter uge, og Aussie Masters er langt fra en undtagelse.

Efter dagens første runde ligger Nicole Broch Larsen nemlig på en delt førsteplads med seks slag under par. Den førsteplads deler hun med Brooke Henderson fra Canada og Marion Ricordeau fra Frankrig.

Hun er dog ikke den eneste dansker med fremme. Nanna Koerstz Madsen, Malene Jørgensen og Emily Kristine Pedersen ligger alle sammen i top 20 og maksimalt fire slag fra førstepladsen.

Det vil lune pænt i pengepungen hos danskerne, hvis en af dem formår at vinde turneringen. Førstepræmien giver omkring 1,8 millioner kroner.