Kjeldsen trækker i arbejdstøjet: Jeg vil med på Bjørns Ryder Cup-hold

Thomas Bjørn blev tirsdag udpeget som kaptajn for Team Europa i Ryder Cup. Søren Kjeldsen er begejstret og vil med på Bjørns hold.

Tirsdag blev det offentliggjort, at det bliver danske Thomas Bjørn, der kommer til at stå i spidsen for Team Europe ved Ryder Cup, der afvikles i Frankrig i 2018.

Den 45-årige silkeborgenser er det helt rigtige valg, mener landsmanden Søren Kjeldsen, der ville elske at blive en del af Thomas Bjørns udvalgte.

- Jeg håber selvfølgelig på, at jeg kan spille mig på det hold og får min Ryder Cup-debut med Thomas som kaptajn. Det kan jo ikke blive mere ideelt, så nu har han gjort sit, så må jeg gøre mit. Jeg må i arbejdstøjet, siger Søren Kjeldsen, der på ingen måde regner med en vennetjeneste.

- Han er vinder med stort v. Thomas vil have de tolv bedste spillere, uanset hvem han har det godt eller ikke har det godt med. Han er i det for at vinde, så han kommer til at skabe et godt hold. Han er god til at få folk med sig, så han bliver god til at skabe den holdånd, der er så vigtig.

Hæder for flot karriere

Søren Kjeldsen betragter udnævnelsen af Thomas Bjørn som europæisk Ryder Cup-kaptajn som en stor anerkendelse.

- For os golfspillere, så er det nærmest den største hæder, du kan få. Du får det kun, hvis du har haft en fantastisk karriere og i de senere år har en god kontakt med de yngre spillere. Det er en meget stor hæder, så jeg er super glad for, at Thomas har fået den. Jeg er bare glad på hans vegne, siger Søren Kjeldsen.

Thomas Bjørn er med 15 titler på European Tour Danmarks mest vindende golfspiller.