Amerikanske Nelly Korda havde flere gode grunde til at hoppe en tur i søen, efter hun natten til mandag dansk tid triumferede i den store, prestigefyldte turnering Chevron Championship.
For det første var vejret i den amerikanske by Houston, hvor turneringen blev afholdt, med 22 grader og sol fra en nærmest skyfri himmel ganske indbydende til en dukkert.
For det andet foreskriver traditionerne i turneringen, som er en af de største og mest prestigefyldte turneringer i sporten - at det nu engang er sådan, man gør, når man har vundet.
Du kan se afgørelsen på Chevron Championship i videoen herunder. I videoen i toppen af artiklen kan du se Nelly Korda fejre med en dukkert.
Men mest af alt havde hun måske bare lyst til at smide alle hæmninger og fejre, at hun ikke blot havde vundet turneringen, men også tangeret en opsigtsvækkende rekord.
Sejren i Texas var nemlig Nelly Kordas - hold nu fast på hat og briller - femte i træk.
Kun to andre golfspillere i LPGA Tourens historie har triumferet så mange gange i streg, og senest en anden spiller opnåede den bedrift var helt tilbage i 2005.
En opsigtsvækkende bedrift, og hovedpersonen selv var da også både stolt og lettet, da hun efter sin tur i søen fik en badekåbe bundet om livet og skulle sætte ord på sin sejr.
- Nu kan jeg endelig ånde lettet op og bare nyde øjeblikket, for jeg var virkelig nervøs.
- Det er fantastisk at vinde fem turneringer i træk, og at få den femte her i Housten med en major, det gør det kun bedre, siger hun.
Men selvom nerverne spillede hende et puds, formåede hun at holde konkurrenterne bag sig, da det spidsede allermest til.
- Jeg begyndte virkelig at mærke nerverne på de sidste ni huller. Jeg ville virkelig gerne vinde. Så det føles fantastisk, at det lykkedes, siger hun.
Dansker blev delt 17'er
Danske Nanna Koerstz Madsen var også med ved årets Chevron Championship.
Den 29-årige dansker kom skidt fra land, men efter to fornemme runder lørdag og søndag sluttede hun på en delt 17. plads. Det er hendes tredjebedste resultat i den amerikanske major, som hun har deltaget i syv gange.
I 2021 opnåede hun sit bedste resultat, da hun blev nummer tre.