Første dansker bliver en del af omdiskuteret golf-liga

Som den første danske golfspiller er Frederik Kjettrup blevet en del af LIV Golf.

Frederik Kjettrup deltog tidligere i år ved US Open, som er én af golfsportens fire største major-turneringer. (Foto: © CJ Gunther, Ritzau Scanpix)

Golfspilleren Frederik Kjettrup bliver, som den første dansker, en del af golftouren LIV Golf.

Fredag er den 24-årige dansker blevet præsenteret som ny spiller på LIV Golf-holdet Cleeks GC.

Det skriver det amerikanske hold på sin hjemmeside.

Cleeks GC's kaptajn, Martin Kaymer, som selv har vundet to majors, som er golfsportens største turneringer, glæder sig over at have den unge dansker på holdet.

- Frederik er et af de største talenter i spillet. Hans imponerende resultater og frygtløse tilgang gør ham perfekt til vores team. Jeg ser frem til at se ham trives i konkurrenceatmosfæren i LIV Golf, siger Martin Kaymer.

Frederik Kjettrup har de seneste år spillet golf på universitet i Florida og kvalificerede sig tidligere på året til US Open, som er én af golfsportens fire største major-turneringer.

På Cleeks GC bliver danskeren udover kaptajn Martin Kaymar holdkammerat med Richard Bland og Adrian Meronk.

Omdiskuteret golf-tour

LIV Golf, som blev etableret i 2021 og blandt andet finansieret af Saudi-Arabiens nationale investeringsfond, har siden begyndelsen affødt stor debat i golfverdenen.

Først blev LIV Golf mødt af stor modstand fra blandt andre den europæiske DP World Tour og den amerikanske PGA-tour, som truede med at ekskludere de spillere, som blev en del af LIV Golf.

Flere store golfstjerner var også ude med riven efter LIV Golf, som de mente ville ødelægge sporten, mens andre store stjerner hurtigt blev en del af LIV Golf, som betalte dem store summer for at skifte.

I 2023 indgik DP World Tour, PGA-touren og LIV Golf så et samarbejde for at pleje deres fælles kommercielle interesser og "forene golf globalt".

LIV Golf adskiller sig fra både DP World Tour og PGA-touren ved at både at have en individuel konkurrence og en holdkonkurrence. Desuden spilles der kun tre runder, mod fire på de to andre tours, og hos LIV Golf skæres der heller ikke spillere fra inden finalerunderne.

Tidligere i år kunne den danske golfstjerne Nicolai Højgaard fortælle, at han var blevet tilbudt at blive en del af LIV Golf, men også, at han havde takket nej.

- De tilbyder jo mange penge, og det har de gjort til mange spillere, så man skal jo veje det op: Hvornår rammer du en limit, hvor det er en no brainer? For mig var det ikke den rigtige beslutning, sagde han til TV3 Sport.

DR Sporten arbejder på at få en kommentar fra Frederik Kjettrup.