Den danske golfspiller Emily Pedersen greb søndag fat om driveren og spillede sig til en delt femteplads i den prestigefulde LPGA-turnering The Annika i Florida.
Isoleret set er det et imponerende resultat, for den 27-årige golfspiller har aldrig før opnået så høj en placering i golftouren på den anden side af atlanten.
Alligevel står hun tilbage med en fornemmelse af, at det sagtens kunne have blevet til meget mere.
Og det kunne det måske også.
Med hele 21 birdies fordelt på turneringens første tre dage havde Emily Pedersen lagt sig solidt i spidsen, og hun førte derfor ganske suverænt med tre slag ned til nummer to inden søndagens finalerunde.
Søndag blev det dog ikke til en eneste birdie.
I stedet lavede hun på de sidste 18 huller to bogeys og en dobbeltbogey, der gav en runde i fire slag over par, en rutsjetur ned ad turneringens rangliste og en efterfølgende ærgerlig følelse.
- Det er svært. Jeg er stadig ved lige at finde ud af, hvad der skete.
- Selvfølgelig er der nogle nerver. Folk kan jo godt lide at bruge ordet, at man choker (falder sammen, red.). Det ved jeg ikke, om det var, det kan man måske godt sige. Men der var i hvert fald en eller anden nervøsitet eller manglende frihed, siger Emily Pedersen.
I videoen herunder kan du se Emily Pedersen levere en birdie på lørdagens runde.
Kan glæde sig over god sæsonafslutning
Emily Pedersen havde indtil weekenden aldrig ført en turnering på LPGA Touren inden en finalerunde.
Hun stod derfor i en uvant situation, og det blev dyre lærepenge, fortæller hun. Men forhåbentlig også brugbare lærepenge på sigt.
- Nogle gange er de slag, man får, dem der gør en stærkere.
- Jeg tror også, at når man gør, som jeg gjorde i går, så er det det, man lærer allermest af. Det er der i hvert fald mange, der skriver til mig. Så jeg prøver at tage det på den måde. Forhåbentlig bliver jeg bedre til at håndtere det, jo flere gange jeg står der, siger hun.
Inden turneringen gik i gang havde Emily Pedersen gennem flot spil de seneste uger sikret en ny sæson på LPGA Touren.
Derfor havde hun også godt med selvtillid med i golfbaggen, da hun påbegyndte turneringen i Florida.
Og selvom de sidste 18 huller langt fra gik, som Emily Pedersen "havde drømt om", kan hun alligevel glæde sig over et imponerende resultat og en god afslutning på sæsonen.
- Det var selvfølgelig rigtig fedt at spille så godt og ligge langt fremme, mens nærmest alle de bedste var med.
- Det er mit bedste resultat i år og det bedste resultat på amerikansk jord. Det var dejligt at få det resultat trods alt. Jeg ville selvfølgelig gerne vinde, men inden ugen var startet, havde jeg også været glad for en femteplads, siger Emily Pedersen.