Den danske racerkører Kevin Magnussen skal i denne sæson tørne ud for fabriksteamet Renault, og 23-årige Magnussen gør dermed comeback til motorsportens største scene Formel 1.
Det står klart, efter det franske team på et pressemøde onsdag præsenterede Kevin Magnussen som ny kører for Formel 1-holdet, men det vides endnu ikke, hvor lang kontrakten er. Det ville hovedpersonen ikke fortælle.
- Det ved jeg ikke, om jeg må sige noget om. Jeg er glad for, jeg har en kontrakt, der gør, at jeg må køre ræs, og det er det, jeg fokuserer på, sagde Magnussen efter præsentationen.
Kevin Magnussen tilslutter sig dermed det traditionsrige team, hvor han danner Formel 1-duo med den 25-årige englænder Jolyon Palmer.
På pressemødet blev den bil, som Kevin Magnussen skal køre, også præsenteret.
Kevin Magnussens comeback til Formel 1 bliver den 20. marts, hvor Australiens Grand Prix køres i Melbourne.