Ny chef vil give Magnussen det, han har manglet

Ifølge Kevin Magnussens chef på Haas-holdet kommer den nye bil til at passe danskeren bedre, end den gamle gjorde.

Japanske Ayao Komatsu vil sørge for, at Kevin Magnussen får de fornødne forbedringer på bilen. (Foto: © Hoch Zwei, HOCH ZWEI/picture-alliance/dpa/AP Images)

Kevin Magnussen badede sig ikke ligefrem i succes i den seneste Formel 1-sæson.

Den danske Haas-kører oplevede store udfordringer med det firhjulede maskineri, mærkede ikke nok fart til at køre om kap med de bedste og måtte i stedet ofte tage til takke med at trille over målstregen som en af de sidste.

Netop bilen fik ellers undervejs i sæsonen en overhaling i værkstedet i håbet om, at det kunne højne resultaterne.

Lige lidt hjalp det, for farten manglede fortsat, og den 31-årige dansker endte sæsonen som nummer 19 ud af 22 kørere.

Kevin Magnussen havde problemer med bilen i sidste sæson, hvor han endte som nummer 19 ud af 22. (Foto: © Hasan Bratic, Hasan Bratic/picture-alliance/dpa/AP Images)

Men nu er der godt nyt til den fartglade dansker.

Ifølge Kevin Magnussens chef hos Haas-holdet, japanske Ayao Komatsu, kommer holdets nye bil nemlig til at passe ham væsentligt bedre, end den forrige gjorde.

Der er blevet skruet, drejet og optimeret, så danskeren ikke skal opleve de samme problemer i næste sæson, lyder det fra japaneren i et interview med motorsport.com.

- Jeg vil ikke sige, at de (problemerne, red.) er helt elimineret, det er et stort ord. Men vi har i dén grad forbedret på det, siger han

- Han er en kører, der har brug for god stabilitet og ensartet håndtering gennem svingene.

Rom blev ikke bygget på én dag

Japanske Ayao Komatsu er ny i rollen som chef for Kevin Magnussen, efter han i begyndelsen af januar erstattede italienske Günter Steiner.

Haas-chefen ser frem til samarbejdet med sin danske kører og håber, at forbedringerne vil give Kevin Magnussen bedre muligheder for at køre med blandt de bedste.

Han erkender dog også, at arbejdet med at optimere på bilen langt fra er slut endnu.

- 2024-bilen er et klart skridt op. Men om det er godt nok til at være konkurrencedygtig fra begyndelsen? Det tror jeg ikke, for vi startede processen meget sent, siger han til motorsport.com.

Når årets første Formel 1-grand prix, der køres i slutningen af februar i Bahrain, er overstået har han derfor en ambition om, der bilen igen skal et smut på værkstedet, skilles ad og samles igen for Kevin Magnussen og hans tyske holdkammerat Nico Hülkenbergs skyld.

- For mig vil nøglen være, at uanset hvilken bil vi sætter ud i Bahrain, uanset hvilke problemer vi ser, så prøver vi at forstå det og derefter flytte fra det punkt som et team, i stedet for at have mulige problemer med mangel på sammenhæng mellem visse afdelinger.

Kevin Magnussen og resten af Formel 1-kørerne indleder sæsonen d. 29. februar i Bahrain.