Mistanke om Red Bull-snyd er en storm i et glas vand, mener Formel 1-ekspert

McLaren-holdet har mistanke om, at Red Bull bryder reglerne ved at ændre på deres biler mellem kvalifikation og grand prix.

McLaren-chefen mener, at Red Bull har en anordning, der hurtigt kan ændre bilens kørehøjde, og det er imod reglerne. (Foto: © Jerome Miron, Ritzau Scanpix)

Max Verstappen og Red Bull har de seneste tre år siddet tungt på tronen i Formel 1. Hollænderen er blevet verdensmester tre gange i træk og er godt på vej mod at blive det igen i 2024.

Så sent som lørdag vandt Verstappen sprintløbet forud for søndagens grand prix i Austin.

Men det østrigske hold bliver i denne sæson udfordret af McLaren-holdet, der har vundet fire af de seneste seks grand prixer, og nu vil McLaren stikke en kæp mere i hjulet på Verstappen og kompagni.

Holdchefen Zak Brown har nemlig en mistanke om, at Red Bull bruger en anordning til at hæve eller sænke kørehøjden mellem kvalifikation og grand prixer. Noget som er forbudt ifølge reglementet.

- Jeg mener, at der er nødt til at blive lavet en grundig undersøgelse, siger McLaren-chefen ifølge Reuters, og han mener ikke at være alene om mistanken.

Zak Brown kræver yderlige, at Det Internationale Motorsportsforbund, FIA, undersøger mistanken til bunds.

Zak Brown har været McLaren-chef siden 2018. (Foto: © ANGELA WEISS, Ritzau Scanpix)

DR Sportens Formel 1-ekspert, Peter Nygaard, fortæller, at hvis mistanken holder vand, kan det være en stor fordel for Red Bull-holdet. Men der er formentlig mest tale om en taktik for at hyle de tre seneste sæsoners mestre ud af den.

- Det er lidt en storm i et glas vand og endnu et skud i den der psykologiske krigsfølelse, der er mellem de store teams. Det er ikke så længe siden, at Red Bull anklagde McLaren for at have en bagvinge, der bevægede sig i gråzonen af reglementet.

- Så det er måske lige en 'tak for sidst' med den her mistanke. Jeg tror ikke, at der er noget i det.

Millimeter afgør grand prixer

Inden vi bevæger os videre med beskyldningerne, må vi lige forstå anklagen.

I Formel 1 skal holdene, inden de kører kvalifikation, beslutte, hvilken kørehøjde de vil have på deres biler. Fra det tidspunkt må de ikke ændre på den igen, selvom det kunne give fordele.

- Frihøjden er meget vigtig, fordi det afgør, hvor meget luft der går under bilen, og hvor meget luft der går over bilen. Og det har stor indflydelse på aerodynamikken og dermed downforce og hvor hurtigt, bilen kan køre, fortæller Peter Nygaard.

Der er en regel i Formel 1 om, at hvis bilens bundplade er slidt for meget i løbet af et grand prix, og her er der tale om ganske få millimeter, så bliver man diskvalificeret.

Her ville det være en fordel, hvis holdene efter kvalifikationen kunne hæve bilen en smule, så man til grand prixet undgår en slidt bundplade.

- Det ville man gøre, hvis man måtte, men efter kvalifikationen bliver bilerne forseglet, hvor kun en eller to mekanikere har adgang, og man må ikke ændre den til løbet, siger Peter Nygaard.

- Så er mistanken, at Red Bull har en eller anden anordning. Hvis de trykker på en knap, så kan de øge frihøjden en lille smule, selvom den er forseglet.

Mellem kvalifikation og løb er bilerne i det såkaldte parc ferme, hvor de er forsejlet. Peter Nygaard fortæller, at et par mekanikere har adgang for at sætte køleaggregater på motoren, så bilen ikke bryder sammen. (Foto: © Hoch Zwei, HOCH ZWEI/picture-alliance/dpa/AP Images)

Man kan bevise anordning eksistens - ikke dens brug

Så langt, så godt. Så er spørgsmålet bare, om mistanken kan få konsekvenser. Peter Nygaard fortæller, at FIA som forbund enten har eller kommer til at se nærmere på beskyldningerne.

Men selvom FIA skulle finde en sådan anordning, kan Red Bull undgå de store straffe.

- Hvis de fandt noget, så ville det være en kæmpe skandale, og man kunne tale om en diskvalifikation af Red Bull. Men hvordan kan man bevise, at det har været brugt tidligere?

- Man kan bevise, at de har en anordning, men man kan ikke bevise, at det er noget, de har brugt i løbet af sæsonen.

Max Verstappen har vundet syv grand prixer i denne sæson. Det er flest af alle, og han fører VM-stillingen med 52 point ned til Lando Norris fra McLaren.

Men McLaren har fået krammet på Red Bull, der ikke har vundet et grand prix siden juni. De kan i teorien med Lando Norris også nå at vinde Formel 1-mesterskabet. Derfor jagter Zak Brown alle de marginaler, han kan finde.

- Jeg tror, det er et mentalt eller et psykologisk træk fra McLaren for at sætte Red Bull under pres. VM-kampen er så hård, så alle kneb gælder, siger Peter Nygaard.

Det amerikanske grand prix begynder søndag klokken 21.00 dansk tid.