Den tyske Formel 1-kører Nico Hülkenberg er ifølge motorsportsmediet Autosport blevet enig med Kevin Magnussens hold, Renault, om at køre for det franske hold i 2017/18. Dermed mangler Renault kun at besætte ét sæde til næste sæson.
Oplysningen er ikke bekræftet fra officiel side, og det skyldes ifølge Autosport, at Hülkenbergs nuværende team, Force India, skal blive enig med Renault om betingelserne for at løse tyskeren fra sin kontrakt.
Men det anses for at være en formalitet, skriver Autosport.
Hülkenberg har angiveligt aftalt at køre for Renault de næste to sæsoner med en option på at forlænge med endnu en sæson.
Forhandler med Bottas
Ud over Kevin Magnussen og englænderen Jolyon Palmer har Renault ifølge Autosport flere andre kørere med i overvejelserne om, hvem der skal være makker med Hülkenberg i 2017.
Samme medie skriver, at Renault har startet forhandlinger med Williams-køreren Valtteri Bottas, som dermed kan blive den brik, der endegyldigt skubber Kevin Magnussen ud af Formel 1-garagen.
Williams har angiveligt en option på at holde Bottas et år længere, men det vides endnu ikke, om holdet agter at gøre brug af den mulighed.
Det store Formel 1-puslespil har altså fortsat adskillige brikker, der endnu ikke er lagt, og Kevin Magnussen må leve i uvisheden lidt endnu.
Danskeren accepterede for nylig at give Renault mere tid til at bestemme sig for, om holdet vil forlænge med ham. En afgørelse ventes ifølge flere medier en af de nærmeste dage.
/ritzau/