Magnussen og chefen henrykte efter bedste kvalifikation i sæsonen

Når der søndag aften køres Formel 1-grandprix i Miami, starter Kevin Magnussen som nummer fire.

Kevin Magnussen kan med god grund smile oven på lørdagens kvalifikation til Miamis grandprix. (Foto: © Leonhard Foeger, Ritzau Scanpix)

Nogle gange kræver det lidt held i sprøjten, før tingene flasker sig.

Indtil nu har Formel 1-sæsonen dog ikke budt på meget af den slags for danske Kevin Magnussen. For en lille måned siden lå danskeren i perioder lunt i svinget til at hente point i Australiens grandprix, men måtte udgå med få runder igen.

Og ved forrige uges grandprix var det et uheldigt timet pitstop, der sendte danskeren langt væk fra de pointgivende pladser.

Men den lille smule held, som den danske Haas-kører nok egentlig har manglet det meste af sæsonen, havde han i kvalifikationen til Miamis grandprix, der blev kørt lørdag aften.

Her hamrede Kevin Magnussen speederen i bund, kørte fremragende, og endte på en flot fjerdeplads. Han blev dog også hjulpet en smule på vej af Ferrari-køreren Charles Leclercs uheld, der gav et rødt flag. Det betød nemlig, at flere kørere ikke nåede deres sidste planlagte omgang, og derfor ikke kunne sætte en sidste omgangstid.

En smule heldigt, erkendte Kevin Magnussen efterfølgende, men det skal ikke tage noget fra den flotte kørsel, der sikrede hans hidtil bedste kvalifikation i sæsonen.

- Det er jeg godt tilfreds med. I USA, ved Miamis grandprix, foran vores hjemmepublikum og titelsponsor og andre partnere – det er fantastisk at kunne opnå sådan et resultat.

- Selvfølgelig er der ingen point for at kvalificere sig. Det ved vi - men vi ved også, hvordan det føles at have en god kvalifikation, siger Kevin Magnussen til Haas' hjemmeside.

'Vi bør få point'

Også hos Haas teamchef Günter Steiner er der god grund til at glæde sig over Kevin Magnussens flotte kvalifikation.

Kan han beholde sin fjerdeplads, måske endda avancere fra den, eller blot køre sig i top ti, venter der nemlig et par tiltrængte point til kontoen.

- Kevin, der endte i P4 efter at have sat den hurtigste tid på brugte dæk, gjorde et fantastisk stykke arbejde. Hele holdet er meget optimistisk, og alle gjorde et godt stykke arbejde. Nu i skal vi fortsætte med at levere, men hvis alt går efter planen, bør vi få nogle point, siger han.

Indtil nu er den 30-årige dansker blot lykkedes med at sikre et enkelt point til den samlede Formel 1-stilling i år.

Men kan Haas-køreren levere samme præstation i søndagens grandprix, som han gjorde sent lørdag aften, kan det meget vel ændre sig. Når de røde lamper stopper med at lyse, og starten går, har han derfor tænkt sig at hamre speederen i bund igen.

- Det var meget sjovt, og det får forhåbentlig alle til at glæde sig lidt. Jeg er meget glad for at starte P4, og jeg glæder mig virkelig meget, siger Kevin Magnussen.

Miamis grandprix starter klokken 21.30. Du kan følge løbet i DR's nyhedsapp, på dr.dk eller se det på TV3+.