Kevin Magnussen hamrede speederen i bund i søndagens Formel 1-grand prix.
Den 32-årige danske Haas-kører fræste hen over den mexicanske asfalt, kørte over målstregen som nummer syv og sikrede sit bedste resultat i denne sæson.
Alt imens stod danskerens chef for Haas-holdet, japanske Ayao Komatsu, på behørig afstand et par meter fra kørebanen, svært begejstret over at have overværet sin danske kører levere så god en præstation. Og også med et kæbeparti, der lige skulle løftes op i naturlig position igen, efter danskeren suste over målstregen.
- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det er endnu et fantastisk resultat for dette hold. Jeg er så glad for, at alles hårde arbejde betaler sig med opdateringerne, og at bilen bliver bedre, siger Ayao Komatsu til Haas' hjemmeside.
Kevin Magnussen kom over målstregen blot et par sekunder efter verdensmesteren Max Verstappen, og det bør anerkendes, mener teamchefen.
- Hans tempo i anden periode var utrolig, han fangede Verstappen i sin Red Bull-racer og sluttede kun fire sekunder efter. Det var nok det bedste, jeg har set Kevin køre, jeg er så glad på hans vegne, siger teamchefen.
Også Kevin Magnussens holdkammerat, tyske Nico Hülkenberg, letter på hatten for sin danske makkers kørsel.
Tyskeren selv endte på niendepladsen lidt efter Kevin Magnussen, men glæder sig alligevel over resultatet.
- Jeg er også meget glad på Kevins vegne. Han kørte en fantastisk weekend, det har han virkelig fortjent, siger tyskeren.
'En perfekt dag'
Resultatet sikrede Kevin Magnussen seks point i den samlede VM-stilling, og danskeren selv er da også svært tilfreds med, hvordan det mexicanske grand prix forløb.
- Det var en perfekt dag.
- Syvendepladsen er bedre, end vi turde håbe på, fordi Piastri kom stærkt gennem feltet, og jeg lykkedes akkurat med at holde ham bag mig, siger Kevin Magnussen til Haas' hjemmeside.
Det gode resultat kommer dog ikke til at ændre på, at Kevin Magnussen fortsat ikke har et hold at køre for i næste sæson. I sommer annoncerede han nemlig, at han ikke kommer til at køre for Haas i næste sæson.
Der resterer fire Formel 1-løb i denne sæson.