Formel 1-stjerne færdig hos Red Bull: 'Bidrager ikke længere til festen'

Den mexicanske formel 1-stjerne Sergio Perez er fortid hos Red Bull-mandskabet.

Sergio Perez har kørt for Red Bull siden 2021. (Foto: © Hamad I Mohammed, Ritzau Scanpix)

Racerkøreren Sergio Perez er fortid hos Formel 1-holdet Red Bull. Det meddeler mexicaneren i en udtalelse på det sociale medie X.

- Jeg er utroligt taknemmelig for de seneste fire år med Red Bull Racing og for muligheden for at køre for så fantastisk et hold.

- Det har været en uforglemmelig oplevelse, og jeg vil altid sætte pris på vores fælles succes, siger 34-årige Sergio Perez.

Sergio Perez har i sine fire sæsoner hos Red Bull stået i skyggen af Max Verstappen, som de seneste fire år er blevet verdensmester.

Mexicaneren var 2023-sæsonen dog tæt på Verstappen i det samlede klassement, hvor han endte som toer. Årene før blev han samlet treer og firer.

Sergio Perez (venstre) har i alle sine fire sæsoner hos Red Bull stået i skyggen af Max Verstappen (højre), som har vundet VM-titlen de seneste fire år. (Foto: © Hamad I Mohammed, Ritzau Scanpix)

I den netop afsluttede sæson blev det dog blot til en samlet ottendeplads for Perez, og fyringen kommer da heller ikke som den store overraskelse for DR Sportens Formel 1-ekspert Peter Nygaard.

- Det var bare et spørgsmål om tid, før den nyhed kom frem. Med de resultater, han har levet i denne sæson, skulle det have en ende, siger Peter Nygaard.

Sergio Perez havde i juni egentlig forlænget sin kontrakt med Red Bull frem til 2026. Men nu stopper samarbejdet før tid.

Den økonomiske kurve er knækket

Som hos alle andre hold er Sergio Perez de seneste sæsoner først om fremmest blevet målt og vejet i forhold til sin holdkammerat.

Den sammenligning er aldrig faldet ud til mexicanerens fordel. Max Verstappen er bare førstekører hos det østrigske mandskab. Forventningen til andenkøreren er da heller ikke VM-titler, men derfor skal der stadigvæk sættes point på kontoen, siger Peter Nygaard.

- Max Verstappen er en hård kører at være oppe imod, det ved Red Bull også, og der er ingen, som forventer, at man kan køre lige op med ham, men de forventer, at man bidrager til festen.

- Det har Perez ikke gjort i år, og derfor er Red Bull gået fra at vinde konstruktørernes VM-titel til at blive nummer tre.

McLaren-holdet nappede i år konstruktørtitlen i Formel 1, mens Red Bull, som de seneste to sæsoner har været det bedste hold, sluttede på en skuffende tredjeplads. Og det var dråben, som fik bægeret til at flyde over for Red Bull.

- Den individuelle VM-titel er den mest prestigefyldte udadtil, men indadtil er konstruktørernes VM-titel vigtigere, siger Peter Nygaard.

- Det afgør, hvor mange penge holdene vinder, og Red Bull er gået glip af et trecifret millionbeløb ved at gå fra første til tredjepladsen.

Og netop fordi Red Bull har vinket farvel til et millionbeløb, kan de i fremtiden ikke bruge Sergio Perez, som ellers kommer med solide sponsorater i rygsækken.

De foregående sæsoner har mexicanerens placeringer i VM-regnskabet rakt til, at Red Bull har vundet konstruktørernes VM-titel, men det kommer ikke til at ske i fremtiden med Perez på holdet, og derfor er en fyreseddel den eneste udvej.

- Det har været en balancegang for Red Bull. Hvor mange penge går de glip af, fordi han kører for langsomt, kontra hvor mage penge han bringer ind med sponsorer, og det regnestykke falder ikke længere ud til hverken Perez' eller Red Bulls fordel, siger Peter Nygaard.

Flere medier skriver, at den 22-årige newzealandske racerkører Liam Lawson skal overtage sædet efter Sergio Perez, og det er da også ham, som Peter Nygaard regner med at se i Red Bull-raceren i den kommende sæson.