Normalt er det ikke til at overhøre Formel 1-feltet, når de kommer susende. Men i forbindelse med sagen, hvor afroamerikanske George Floyd mistede livet, har feltet været larmende tavst.
Søndag fik det verdensmesteren Lewis Hamilton til at råbe op på Instagram.
- Der er ikke et eneste tegn fra nogen i min sport, som selvfølgelig også er domineret af hvide mennesker. Jeg er en af de eneste farvede mennesker, men jeg står helt alene, skrev briten på Instagram.
Og det budskab er tilsyneladende blevet både læst og hørt af en række kolleger i Formel 1-feltet. Blandt andet skriver Ferraris Charles Leclerc på Twitter:
- For at være fuldstændig ærlig, så følte jeg mig ikke tryg ved at dele mine tanker på sociale medier omkring hele situationen. Det er derfor, jeg ikke har sagt noget før i dag, skriver han og fortsætter.
- Men at være tavs kunne ikke være mere forkert. Jeg kæmper stadig med at finde ord til at beskrive ugerningerne i de videoer, jeg har set på internettet. Man bliver nødt til at møde racisme med handling og ikke stilhed. Vær sød at sprede budskabet. Det er vores ansvar at sætte ord på uretfærdighed. Vær ikke stille.
Vi må rejse os
Samme budskab sender Daniel Ricciardo fra Renault.
- At se nyhederne de seneste dage har efterladt mig trist. Hvad der skete med George Floyd, og hvad der fortsætter med at ske, er en skandale.
- I højere grad end nogensinde bliver vi nødt til at stå sammen. Racisme er gift. Det skal angribes, men ikke med vold eller stilhed, men med sammenhold og handling. Vi bliver nødt til at rejse os. Vi bliver nødt til at gøre det sammen. Lad os blive bedre mennesker. Det er 2020 for fanden. Sorte liv har betydning.
George Russell fra Williams-holdet følger op.
- Det kan lyde som et ekko fra Charles Leclerc, men jeg følte også, at det ville være upassende at dele mine tanker. Jeg kæmper fortsat med at fordøje, hvad jeg ser i nyhederne og på sociale medier. Helt ærligt, så kan jeg ikke finde ord, der beskriver, hvordan jeg føler.
- Men uanset hvor utryg det gør mig at snakke om tingene, så hjælper det ingenting at være stille. Det er på tide, at vi står sammen og sparker racismen ud af vores samfund. Brug din stemme og lad den blive hørt så langt væk, som du kan. Vi er alle ansvarlige for, at uretfærdigheden stopper.
Også Lando Norris, Carlos Sainz Jr, Nicholas Latifi og Sergio Perez har reageret på opsangen fra Lewis Hamilton.