Derfor vil bilfabrikkerne være med i Formel 1

Bilfabrikanternes investering i Formel 1 vil fremme udviklingen af klimavenlige gadebiler.

Tanken er, at læringen fra motorsportens kongeklasse skal have positiv indflydelse på udviklingen af klimavenlige gadebiler. (Foto: © Peter Nygaard / Grand Prix Photo)

Med det britiske Grand Prix i weekenden er halvdelen af Formel 1-VM 2024 afviklet.

Dermed er der kun halvandet år til et helt nyt reglement træder i kraft: Fra 2026 skal Formel 1 køre med nye, klimavenlige motorer, der har gjort sporten teknisk interessant for bilindustrien.

I starten af 2020'erne fokuserede alverdens bilproducenter på el-biler, og der blev præsenteret ambitiøse planer om at droppe forbrændingsmotoren (drevet af fossile brændstoffer, red.) inden for få år.

Men i dag padler de fleste baglæns: Salget af elbiler lever ikke op til forventningerne, og derfor ser bilfabrikkerne nu på et andet klimavenligt motorkoncept: Effektive hybridmotorer drevet af biobrændstof.

Det er netop den type motorer, Formel 1 kører med, når det nye reglement træder i kraft i 2026. Til den tid skal 50 procent af de cirka 1000 hestekræfter i hybridmotoren komme fra batteriet, og de 1,6-liters turbomotorer skal drives af et bæredygtigt biobrændstof, der ikke afgiver CO2.

Det nye reglement har lokket en håndfuld nye bilfabrikker ind i Formel 1.

Audi, der aldrig tidligere har været med i sporten, har købt det schweiziske Sauber-team, der fra 2026 bliver et officielt Audi-fabrikshold.

Den tyske bilfabrik har længe arbejdet på en motor til 2026, og da Audi i august 2022 annoncerede sit Formel 1-projekt, udtalte den daværende CEO Markus Duesmann:

- Med de nye regler er det nu det rigtige tidspunkt for os at engagere os i Formel 1.

-Kombinationen af høj ydeevne og konkurrence er en afgørende drivkraft for innovation og teknologioverførsel i vores branche. Formel 1 er både en global scene for vores brand og et meget udfordrende udviklingslaboratorium, sagde Markus Duesmann

I efteråret 2023 udstillede Audi denne Formel 1-racer på GIMS-bilmessen, som blev afholdt i Doha. (Foto: © Karim Jaafar, Scanpix Denmark)

Audi har tidligere været engageret i Formel E for rendyrkede elbiler, men koncentrerer sig nu om Formel 1.

Mercedes, der har været med i Formel 1 siden 2010, har også vendt Formel E ryggen.

- Vi vil fokusere vores motorsportsaktiviteter om Formel 1, der er det hurtigste laboratorium til at udvikle bæredygtige teknologi, hed det i en pressemeddelelse, da Mercedes i august 2021 annoncerede, at de stoppede i Formel E.

Ford har ikke været med i Formel 1, siden koncernen i 2004 solgte Jaguar-teamet til Red Bull. Nu vender den amerikanske bilgigant tilbage til Formel 1, hvor de fra 2026 vil levere motorer til netop Red Bull og søsterteamet Racing Bulls.

- Formel 1 vil være en uhyre omkostningseffektiv platform til at innovere, dele ideer og teknologier og engagere sig med millioner af nye kunder, sagde Jim Farley, præsident og administrerende direktør i Ford Motor Company, da det nye samarbejde med Red Bull blev annonceret.

Bilproducenten Ford gør i 2026 comeback i Formel 1. (Foto: © Peter Nygaard / Grand Prix Photo)

Red Bull-teamet har siden 2019 kørt med Honda-motorer. Den japanske fabrik trak sig officielt ud af Formel 1 efter 2021-sæsonen, og beslutningen blev begrundet med, at man fremover ville fokusere på en CO2-neutral fremtid.

Honda indvilgede efterfølgende i at udvikle og servicere deres motorer til Red Bull og Racing Bulls i en overgangsfase, og det var Hondas farvel til Formel 1, der sendte Red Bull i armene på Ford.

Men bare et par år efter de officielt havde trukket sig ud af Formel 1, skiftede japanerne mening. På baggrund af det nye 2026-reglement med højeffektive hybridmotorer og biobrændstof annoncerede Honda i februar 2023, at de gør officielt comeback i 2026 som motorpartner med Aston Martin.

- Formel 1 stræber efter at blive en bæredygtig racerserie, hvilket er i tråd med Hondas ambitioner om CO2-neutralitet. Formel 1 vil blive en platform, som vil støtte udviklingen af vores elektrificeringsteknologier, forklarede Honda CEO, Toshihiro Mibe.

- Vi tror på, at teknologi og knowhow fra Formel 1 potentielt kan anvendes direkte på vores fremtidige masseproduktion af elektriske køretøjer.

Det britiske grandprix på Silverstone starter søndag klokken 16.00 dansk tid.