Sydkoreansk spiller har fået så mange følgere på Instagram, at det holder ham vågen om natten

Cho Gue-sung er blevet det helt store hit på sociale medier under VM.

Sydkoreas nummer ni har taget internettet med storm. (Foto: © Jung Yeon-je, Ritzau Scanpix)

Hvis den sydkoreanske fodboldspiller Cho Gue-sung skulle have lyst til at ernære sig ved andet end at spille fodbold, har han kickstartet en glimrende karriere som influencer på det sociale medie Instagram under VM.

Før VM var der nemlig "kun" 31.000 personer, der fulgte den sydkoreanske landsholdsspiller.

Men efter gruppespillet er det tal nu helt oppe over 2,3 millioner følgere.

Nu får angriberen, der spiller for Jeonbuk Hyundai Motors i den hjemlige liga, dagligt tilbud fra kvinder, der vil gifte sig med ham. Og der er så meget gang i notifikationerne på telefonen, at han har svært ved at sove.

Det fortæller den sydkoreanske journalist Seo Jung-hwan til mediet The Athletic.

- Hans telefon bimler hele natten. Det holder ham vågen. Han forsøger at koncentrere sig om fodbold, men der bliver ved at komme beskeder, siger han.

Cho Gue-sung spiller til dagligt klubfodbold hjemme i Sydkorea for Jeonbuk Hyundai Motors. (Foto: © Jung Yeon-je, Ritzau Scanpix)

Måske er målene svaret

Den eksplosive vækst i antallet af følgere på Instagram er sket, på trods af at Shu Gue-sung kun har lagt seks billeder ud på sin profil. Det seneste helt tilbage i juli.

Det er derfor ikke, fordi han forkæler sine følgere med meget indhold, at fansene strømmer til. Måske er det i stedet målene, der lokker folk til at følge med.

Cho Gue-sung er nemlig VM-topscorer for Sydkorea med to mål. Begge mål blev scoret i 2-3-nederlaget til Ghana i sidste uge.

Ud over succesen på Instagram er en video på syv sekunder, hvor angriberen ikke laver andet end at sidde på bænken, blevet vist mere end otte millioner gange på Twitter.

Den store popularitet på sociale medier har nu betydet, at sydkoreanerens navn er nået rundt i alverdens medier fra Indian Express til Scottish Sun - og nu altså også Danmarks Radio.

Sydkoreanerne elsker deres nye helt, fortæller Devon Rowcliffe, der blandt andet har skrevet bogen: ’Who Ate All the Squid? Football Adventures in South Korea.’

- De sydkoreanske fans er kendt for at give deres fodboldhelte status som superstjerner, siger han. Cho Gue-sung er en del af en ung sydkoreansk gruppe, som er på nippet til at blive ekstremt populære som kulturpersoner, siger Devon Rowcliffe til DR Sporten.

Noget lignende skete for en anden sydkoreansk landsholdsspiller i 2002, da Sydkorea sensationelt blev nummer fire ved VM på hjemmebane.

- VM i 2002 blev midtbanespilleren Kim Nam-il også en superstjerne fra den ene dag til den anden. De kvindelige fans begyndte at holde plakater op med beskeder, der tilbød alt fra ægteskab til mindre formelle møder, siger Devon Rowcliffe og tilføjer, at den unge sydkoreaner godt kan forberede sig på, at berømmelsen først lige har taget fart.

- Han kommer til at være i mange, mange udsendelser på sydkoreansk tv de næste fem-ti år. Mange virksomheder vil gerne have ham som talsperson for dem. Dels fordi han er en god fodboldspiller. Dels for alt det andet uden om sporten, siger Devon Rowcliffe.

I aften kan du se Cho Gue-sung og resten af det sydkoreanske hold spille ved VM, når de møder Brasilien i ottendedelsfinalen klokken 20.

Du kan se opgøret direkte på DR1, mens det også kan følges på DR Lyd, i VM på P4 og i tekst på DR.dk.