Qatar opretter ædru-zoner til fulde VM-fans

VM i fodbold er en sportsbegivenhed og skal ikke være en platform for politiske udtalelser, mener Qatars VM-direktør.

Fans, der har drukket for meget, kan blive ædru i specielle zoner, siger Nasser Al Khater. (Foto: © David Cliff, Copyright 2021 The Associated Press. All rights reserved)

Fulde fans og vild VM-fest er ikke et sædvanligt syn i Qatars gadebillede.

Den konservative stat, der er vært for det kommende VM i fodbold, har derfor valgt at oprette specielle zoner, hvor fans, som har fået, så klaphatten passer, kan genvinde ædrueligheden.

Det fortæller Nasser Al Khater, direktør for Qatars VM-organisation, i et interview med Sky Sports.

- Hvis folk har drukket for meget, er der planer for, hvor de kan blive ædru, siger Nasser Al Khater.

- Det er et sted, som skal sikre, at folk holder sig i sikkerhed, og at de ikke er til skade for andre.

Det fremgår ikke af Nasser Al Khaters udtalelser, hvad planerne for ædru-zonerne specifikt går ud på, eller hvor mange der bliver oprettet.

DR Sporten har været i kontakt med DBU for at få mere at vide om de planlagte zoner, men boldspilunionen har ingen kommentarer.

I Qatar er det ikke lovligt at indtage alkohol offentligt, men ifølge VM-direktøren vil tilhængere af de respektive landshold være i stand til at købe alkhol uden for stadion før og efter kampene.

Nasser Al Khater (Foto: © MOHAMMED DABBOUS, Ritzau Scanpix)

Respekter kulturen

Ligesom det er forbudt at være synligt beruset i det offentlige rum i Qatar, er det også ulovligt at være homoseksuel.

Nasser Al Khater understreger dog, at ingen vil blive diskrimineret, og at homoseksuelle fans kan holde i hånden, mens der afvikles VM.

- Vi beder blot folk om at respektere kulturen. Så længe du opfører dig ordenligt, ikke gør skade på andre eller undlader at ødelægge offentlig ejendom, er alle velkomne og har intet at bekymre sig om, siger han.

Qatars VM-chef siger desuden, at fans får lov til at flage med regnbueflag, der er symbol for LGBT+-miljøet verden over.

Nasser Al Khater er dog straks mere kritisk, når snakken falder på de særlig 'One Love'-anførerbind, der er en del af en kampagne for antidiskrimination.

Hvorvidt den danske anfører Simon Kjær og resten af VM's kaptajner får lov til at bære OneLove-armbåndet, bliver i skrivende stund vendt og drejet af Fifa, siger Nasser Al Khater. (Foto: © LISELOTTE SABROE, RITZAU/SCANPIX)

Nasser Al Khater siger, at det Internationale Fodboldforbund, Fifa, i skrivende stund diskuterer, hvilke politiske budskaber, der vil blive accepteret.

- VM er en sportsbegivenhed, som folk kommer for at nyde. At gøre det til en platform for politiske erklæringer er ikke det rigtige for sporten, mener Nasser Al Khater.

DBU opretter ikke fanzoner for de danske fans i Qatar, men Danmark vil have diplomater og politi til stede under VM i Qatar som en del af et konsulært krisecenter.

Her gives mulighed for døgnet rundt at være helt tæt på de qatarske myndigheder og sikre, at landene fluks får besked, hvis eksempelvis en af deres tilrejsende borgere bliver arresteret. Det kan du læse mere om lige her.

VM-slutrunden begynder den 20. november og slutter den 18. december.