Argentina er verdensmester i fodbold efter et drama, som vil gå over i historien.
Lionel Messi og Kylian Mbappé strålede naturligt om kap, da VM-slutrunden i Qatar sluttede med en kamp, som aldrig kommer igen.
Og sådan var det fra begyndelsen.
Mens militærflyene viste halerne på himlen, luftens autoritære helte, gjorde de sig klar.
’For evigheden’, som den franske sportsavis L'Équipe søndag havde på spisesedlen med de to nationalhelte.
Det var unægtelig svært ikke føle sig spulet ren af storheden i øjeblikket, da Fifa og Qatar i forening hev haveslangen frem, trak den hele vejen til grundvandet, og sportswashede os fra tæer til isse.
Et stadion belagt i guld, mens spidser fra alle verdenshjørner kiggede på.
Kunne man undgå at lade sig forføre, og i stedet huske smerten, når historiens måske største udfordrer den næste i tronfølgen?
Den kollektive hukommelse stod af, da første fløjt lød. Sådan måtte det være. Lionel Messi og Kylian Mbappés entré var noget andet, de to landes nationalmelodier var gåsehudsfremkaldende, men kampen?
Den var ubegribelig.
Di María sendt fra himlen
Det franske hold, der gennem turneringen har været så robuste og hvilende, så da også ud til at mærke vægten af øjeblikket i kampens indledende fase.
Fejl på fejl, helt ned på lilleputniveau, sneg sig ind overalt. En stor del af dem var forsvarende verdensmestre fra kampens begyndelse, men det var som om, at de aldrig havde stået der før.
For Argentina havde kun Lionel Messi netop det. Han greb dirigentstokken med det samme.
Den lille magiker fik da også gode arbejdsbetingelser med de potente konstellationer, som landstræner Lionel Scaloni mødte op med.
Bagerst styrede Nicolás Otamendi og Christian Romero showet, mens Enzo Fernandez og Rodrigo de Paul tog sig af midten.
En skovbørnehave i blå og hvide striber, som at rulle en tønde ammoniumnitrat direkte ind i en arena med stikflammer.
Man må forvente, at taget blæser af.
Christian Romero skulle da også kun bruge ti minutter, før han sendte Hugo Lloris i brædderne, men det var Ángel Di María, tilbage i startopstillingen for Argentina, som slog Frankrig ud.
Han lignede en mand sendt fra himlen, mens han kunstskøjtede sig gennem de franske positioner igen og igen, indtil Ousmane Dembélé, tilsyneladende, hægtede ham i eget felt.
Man behøvede ikke at befinde sig på Lusail Iconic Stadium for at vide, hvad den slags betyder.
Lionel Messi, fire skridt, kuglen sendt i den modsatte retning af Hugo Lloris.
I et kort sekund så det ud til, at han var ved at genskabe Michel Platini og Brian Laudrups VM-jubel, men nej.
Lionel Messi er sin egen.
Men æren for det, vi så i første halvleg, vil for evigt tilfalde Ángel Di María.
Vi skal alle lære at gå, pisse eller stige af potten, kende klokken og nyde fodbolden. Hver ting til sin tid, men det var svært ikke at tænke, at selv de absolut yngste ude i stuerne ville forstå det smukke i det mål, som Argentina orkestrerede efter 36 minutter.
Et kontramål efter alle fodboldens lærebøger, nemt VM-slutrundens mest enestående.
De kunne have kronet dem lige der, hvor tårerne alligevel flød fra målscorer Ángel Di María og den lykkelige folkemængde med blå og hvide hjerter.
De havde allerede fået, hvad de var rejst så langt efter.
Franskmændene? De resignerede. Didier Deschamps flåede Olivier Giroud og Ousmane Dembélé ud, da klokken rundede 40 minutter.
Vi så intet til de her musketerer, som gennem hele turneringen havde vist, at de kan under pres.
31-årige Antoine Griezmann, et overflødighedshorn af finesse og fodboldtanker. Kriminelt undervurderet, når klubfodbolden ruller. Aurelien Tchouameni, et godstog af en anden verden.
Sådan et par har man brug for på arenaer, hvor tingene går vildt for sig. De var der bare ikke.
Mbappé hev slettelakken frem
Mens de så småt begyndte at indgravere VM-pokalen i Doha og male fodboldkunst på væggene i Buenos Aires, traskede 22 mand ud på banen for at vride kluden for sidste gang.
Én mand så ud til at ville noget, skabe noget, men først efter 49 minutter så vi ham. Kylian Mbappé.
Så barbarisk i sit drive og blik. Han tror ikke på profetier, ikke på at historien er skrevet på forhånd, og i første halvleg blev han holdt nede af Nahuel Molina, der pakkede ham ind, lullede ham i søvn og klappede ham på maven, når bolden gik den anden vej.
En taktisk, øremærket barsel.
Uden Mbappés excellence var det umuligt at se, hvor der skulle opstå noget, som ville få nerverne til at ramme de hårdt kæmpende argentinere.
Efter 63 minutter vinkede Ángel Di María farvel, Lusail Iconic Stadium kvitterede med stående ovationer fra alle andre positioner end det franske fort bag målet, og så var det dét.
Kampens spiller har forladt manegen. Troede vi.
Men fodbolden, åh. Fodbolden. Her er ingen garantier, her er intet håb om nåde, når først de største ruller sig ud.
En dybdebold, et argentinsk forsvar fanget på det forkerte ben, og så kunne Kylian Mbappé gøre Lionel Messi kunsten efter på straffespark. Det var nok.
Så klokkede de endelig ind, de robuste, franske fabriksarbejdere, udlært i vinderkultur, med verdensklassen gemt til de rette øjeblikke.
Den viste igen blot to minutter senere, da Kylian Mbappé besluttede sig for at kæmpe for en plads i evigheden, som L'Équipe havde gjort det klart var på spil.
Den 23-årige angriber tog sigte, flugtede bolden så hårdt ind i netmaskerne, at ilten forsvandt ud af det argentinske publikum, at blækket forsvandt fra vindertalerne, at verden gik i stå.
To mål på to minutter, og hele ti minutter tilbage at slås i.
Franskmændene mindede pludselig om titaner, der var vadet direkte ind på Olympen med boldtræ og fremskudte brystkasser.
Pokalen er vores.
Szumon Marciniak, den polske dommer, havde intet andet valg end at sende holdene ud i to gange 15 minutter, så trykket kunne lette en smule.
Et drama om historien
Den argentinske drøm, at Lionel Messi en dag skulle løfte VM-trofæet, lignede pludselig, som det har gjort så ofte før, netop det.
Bare 20 minutter forinden havde det lignet en realitet.
Den 35-årige nationalhelt skylder dem ikke noget, det har han aldrig gjort, men det kunne ikke være anderledes, end at det naturligvis skulle være hans fod, som fik lov til at sætte punktum.
Troede vi. Igen.
I hans sidste VM-kamp, foran hans egen tribune af brødre og søstre, dumpede bolden ned for fødderne af ham, det hele måtte handle om.
Momentet forsvandt lige så hurtigt, som lyden der fulgte, og i et kort sekund besluttede vi, at det ville stå for evigt.
Men Gonzalo Montiel hævede sin arm i eget felt, blokerede Mbappés skud, og så var vi tilbage ved start, da den 23-årige franskmand hamrede sin tredje scoring ind.
Ja, hvad var der egentlig tilbage at berette efter 120 minutter?
Vægten af guld
De to mestre åbnede begge straffesparkskonkurrencen, som man kunne forvente. Mbappé med sin fjerde scoring, Lionel Messi med sin tredje.
De kunne kigge efter trofæet, placeret ved sidelinjen, som er nemt at google vægten på, men som kun få har mærket vægten af.
6,175 kilo, 18 karat, Mario Kempes ved, hvordan det mærkes mellem hænderne, Diego Maradona gjorde det samme, Kylian Mbappé ligeså.
Om få sekunder, mens disse linjer skrives, ved Lionel Messi præcis, hvordan det føles, for der kom ikke mere. Og han kommer ikke tilbage.
Kingsley Coman og Aurelien Tchouameni brændte, så Gabriel Montiel kunne levere VM-slutrundens sidste spark.
Vi var 88.966 tilskuere, der hverken kunne eller ville mere. Millioner, der sikkert tjekkede deres vitale organer undervejs, for vildere bliver det ikke.
Vinderne skriver historien, og derfor kommer Fifa og Qatar til at have skrivekrampe de næste dage og uger.
De gav ham sågar Qatars nationaldragt på, inden pokalen blev hævet, men man skulle blot skue ud over Lusail Iconic Stadium for at forstå, at det er argentinerne, som fortjener at fortælle historien.
Fra i dag kan den mindste argentiner være sin egen.
Den største i sin tid.