Det har sjældent skortet på beskrivelser af Gareth Bales evner til at prioritere mellem golf og grønsvær gennem klubkarrieren, men den walisiske fodboldstjernes fokus under landsholdsterminerne har aldrig været til debat.
Her er 33-årige Bale ofte manden med løsningerne, et gyldent venstreben, som også sikrede Wales 1-1 med en straffesparksscoring mod USA i VM-åbneren forleden.
Det samme gjorde sig gældende, da hans frispark mod Ukraine i juni blev rettet af, gik i nettet og sendte Wales til VM for første gang siden 1958.
Rigeligt til at sikre sig en flise på Cardiffs walk of fame, må man formode.
Men når Wales fredag møder Iran i VM's gruppe B, føjer Gareth Bale yderligere til sin landsholdskarriere, når han - forventelig - starter inde og bliver waliseren med flest kampe for herrelandsholdet. 110 and still counting.
- Jeg har ikke fokuseret ret meget på kamprekorden, for at være helt ærlig. Jeg forsøger bare at fokusere på Iran-kampen, sagde hovedpersonen selv på et pressemøde torsdag.
Herunder kan du høre, hvad Bale sagde om sin kommende rekord på torsdagens pressemøde:
- På et personligt plan tænker jeg selvfølgelig, at det er en fantastisk præstation, en ære, at repræsentere mit land så mange gange. Men som jeg sagde, er det vigtigere, at vi forsøger at vinde kampen (mod Iran, red.), og forhåbentlig kan vi gøre det, og det vil gøre det endnu mere specielt, sagde Gareth Bale.
Når man har ageret fodboldmæssig livredder så mange gange, som Gareth Bale har i den walisiske landsholdstrøje, undrer det næppe nogen, at bossen, cheftræner Rob Page, lovpriser sit holds største stjerne.
Men rosen, også hjemme i Wales, er fuldstændig på sin plads.
- Jeg tænker, at det har nået et nyt niveau igen (hyldesten af Bale, red.), har det ikke? Med det, han gjorde mod USA. Han har selv indrømmet, at det måske ikke var en af hans bedste kampe. Men når du har brug for ham, leverer han, sagde Rob Page torsdag på pressemødet.
Bale var som sagt på pletten mod slutningen af kampen, da Wales fik uafgjort mod USA. Se højdepunkter fra den kamp herunder:
Hvis Page skulle vælge én spiller til at træde frem i en afgørende situation, peger han på Bale.
- Han har gjort det igen og igen for os. Som da vi havde brug for en sejr over Østrig. Han leverer mål, også mod Ukraine, hvor han steppede op og tog frisparket, som sendte os til VM. Så ja, han fortjener alt den kredit, han får i øjeblikket, sagde Wales' landstræner.
Ekspert mener, at Bale er et "mysterie"
De klogeste fodboldhoveder er da heller ikke i tvivl om, at Wales' succes i Qatar hænger sammen med, hvorvidt Bale brænder banen af.
Den tidligere Skotland- og Liverpool-spiller, Graeme Souness, sætter ligefrem ligehedstegn mellem de to ting.
- Hvis Wales skal gøre det godt, er Bale nødt til at levere øjeblikke af høj kvalitet, siger Souness, der under VM er ekspert for ITV.
Han tillader sig i samme åndedrag at være skuffet over, hvordan Gareth Bale har forvaltet sin klubkarriere. I sommer skiftede fodboldstjernen efter ni år i Real Madrid permanent væk fra den spanske storklub til Los Angeles FC i USA.
- Han er et mysterie for mig, Bale. Som 33-årig skulle han måske ikke blive i Real Madrid, men han burde stadigvæk være en stor spiller i en stor klub, siger Graeme Souness.
Om Bale nok engang får en afgørende rolle, finder vi ud af klokken 11.00, når Wales møder Iran. Du kan følges kampen direkte på DR1, DRTV, på dr.dk og i DR LYD.