Kan man slå på tromme for menneskerettigheder og samtidig være sammenkædet med lande, der er på kant med selvsamme?
Det er et "sindssygt godt spørgsmål", erkender Christian Stadil, som er direktør i milliardvirksomheden Thornico, der ejer det danske sportsbrand Hummel.
- Vi kan gøre det meget bedre. Vi kan blive meget klogere. Og det skal vi også, siger Christian Stadil, efter Hummel har mødt kritik i kølvandet på lanceringen af fodboldherrernes VM-trøjer.
Her langer tøjfabrikanten sammen med Dansk Boldspil-Union nemlig ud efter slutrundeværterne Qatar og landets behandling af migrantarbejdere.
Hør Christian Stadil forklare, om Hummel kun sætter fokus på menneskerettigheder lige nu, fordi timingen er god, eller om virksomheden reelt arbejder for forandring:
Hummel ønsker med VM-spilletøjets ensfarvede design ikke at være synlig i Qatar, da virksomheden er imod landets "generelle syn på menneskerettigheder". Men samtidig er Hummels logo og brand til offentligt skue i Qatars naboland, Saudi-Arabien, hvis forhold til menneskerettigheder også er omdiskuteret - blandt andet for omfattende brug af dødsstraf.
Christian Stadil fortæller, at Hummel har været aktive i Saudi-Arabien og til dels stadigvæk er det.
- Jeg kan have min tvivl om, hvorvidt vi er i Saudi-Arabien om et år. Ikke kun på grund af det her, men også, fordi det ikke er det bedste sted at lave forretning. Men jeg tror på, at der, hvor vi har et talerør, skal vi bruge det positivt.
Ifølge DR's oplysninger er Hummel blandt andet repræsenteret med egen butik i indkøbscentret Riyadh Park i Saudi-Arabiens hovedstad.
- Jeg kan forstå, at butikken er ved at blive lukket, hvis ikke den allerede er lukket, siger Christian Stadil.
Hummels ejer forklarer, at virksomheden er kommerciel, fortsat agter at være det og derfor har aktiviteter rundt omkring i verden.
- Efterhånden er det svært at finde lande, hvor der ikke er en eller anden problematik. I nogle lande er de større end andre. For eksempel i Saudi Arabien. Det er virkelig noget, der ligger os på sinde. Men vi er kommercielle, og vi skal være kommercielle, så vi kan få nogle muskler til at skabe forandring, siger Christian Stadil.
Svært at komme udenom Kina
Selve tilblivelsen af tøjgigantens VM-trøjer er også blevet kritiseret. Det forholder sig nemlig således, at de tråde, Christian Eriksen og kompagni trækker over hovedet i ørkenstaten til slutrunden, er produceret og syet sammen i Kina.
Kineserne har, ifølge Amnesty International, systematisk undertrykt muslimske etniske minoriteter med tortur, indespærring, overvågning, religiøs forfølgelse og hjernevask. Hos Transparency International Danmark mener de ikke, at "kampen for menneskerettigheder og Made in China" rimer på hinanden.
Hvad mener Hummel-ejeren?
- Der er helt klart noget diskrepans dér, kan vi sige. Det er nogle spørgsmål, som vi og andre i vores branche ofte mødes af. Vi har konkluderet, at det er svært at komme udenom Kina som produktionsland, hvis du er en relativ stor tøjvirksomhed, svarer Christian Stadil.
Herunder kan du se en grafik over, hvor Hummels tøjproduktion finder sted.
Hummel-ejeren kan sagtens forstå spørgsmålet om, hvorvidt det klinger hult, at Hummel producerer i Kina.
- Det kan du have en pointe i, men vi mener stadigvæk, at det er bedre at stå indenfor og kigge ud end at stå ude og kigge ind. Jeg tror på, at noget af den positive udvikling i Kina er drevet af øget kommerciel aktivitet i Kina, siger Christian Stadil.
Han påpeger, at Hummel har en række samarbejdspartnere - senest også Amnesty International - der hjælper virksomheden i forhold til arbejdsforhold, miljø, klima og børnearbejde.
- Så hellere gøre det på den bedst mulige måde i et land som Kina. Det er vores konklusion for nu, siger Hummel-ejeren.