Over middag afholdt DBU et ekstraordinært pressemøde i Qatar, og i den anledning var det politiske overhoved i organisationen, formand Jesper Møller, taget til ørkenstaten.
Ingen kan længere være i tvivl. I DBU er de særdeles utilfredse med den behandling, som de har fået af Fifa. Især i sagen om det regnbuefarvede anførerbind, hvor Danmark og seks andre europæiske lande er blevet forbudt at bruge det.
Og det får Jesper Møller til at tordne.
- Vi er nødt til at reagere på det. Det kommer vi til sammen med de andre lande. Vi er fælles om det her. Vi er forundrede over, at vi ikke kan bruge det anførerbind.
Herunder kan du høre Jesper Møller sætte ord på sine frustrationer.
Fodbolddirektør, Peter Møller, langer også ud efter Fifa.
- Det er fuldstændig uhørt, det pres, som spillerne bliver sat under. At det 'ikke bare er et gult kort', men at Fifa truer spillerne med karantæner og det, der er værre, det er uhørt.
Ikke flere initiativer fra de danske spillere
Foruden One Love-anførerbindet, som var et initiativ, Danmark lavede sammen med seks andre europæiske lande, forsøgte DBU sig også med et andet initiativ, der blev lukket ned for af Fifa.
Til slutrunden skulle det danske landshold have båret træningstrøjer med budskabet 'Human Rights for All' på. Men der blev rystet på hovedet fra Fifas side.
Og derfor vil man ikke længere se, at de danske landsholdsspillere eller trænerstaben engagere sig i politiske initiativer og budskaber til slutrunden, siger fodbolddirektør i DBU, Peter Møller.
- Fifa har med bøllemetoder stoppet det. Men der kommer ikke mere om det fra den sportslige sektor. Spillerne er til rådighed, og vil gerne svare på spørgsmål, men vi håber, at Jesper Møller og de andre formænd for de europæiske lande kan være med til at svare på spørgsmål nu.