Pres på den fungerende regering: Flere partier opfordrer til politisk boykot af VM i Qatar

Det er ikke nok at blive væk på grund af de igangværende regeringsforhandlinger, mener en række partier.

Landsholdets Thomas Delaney, Simon Kjær og Kasper Schmeichel ses her før kampen mellem Danmark og Tunesien på Education City Stadium i Qatar tirsdag. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Danmark bør aktivt tage stilling og melde en politisk boykot ud.

Sådan lyder opfordringen nu fra en række partier fra både rød og blå blok.

Fungerende kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har op til VM sagt, at så længe der kun er en fungerende regering, rejser det officielle Danmark ikke til Qatar for at støtte de danske fodboldherrer under slutrunden. Men hun har ikke taget stilling til, om der skulle være en politisk boykot.

DR Nyheder har spurgt de 12 partier i Folketinget om de direkte ønsker, at Danmark vedtager en officiel boykot af VM i Qatar.

Det svarer seks partier ja til.

Det gælder Liberal Alliance, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Konservative, Alternativet og Enhedslisten, der alle ønsker en politisk boykot af VM i Qatar.

Slutrunden i golfstaten har været kraftigt kritiseret på grund af Qatars dårlige forhold for migrantarbejdere – hvoraf flere har mistet livet de seneste år – og landets manglende rettigheder for LGBTQ+-personer.

Den fungerende regering 'fedtspiller' og 'lurepasser'

Hos De Konservative havde man håbet på en politisk boykot ligesom ved vinter-OL i den kinesiske hovedstad Beijing tidligere i år.

Sådan gik det dog ikke, og det ærgrer De Konservatives fungerende idrætsordfører og gruppeformand, Mai Mercado.

- Det gør en forskel, at man klart tilkendegiver, at vi ikke er i Qatar, fordi vi politisk ikke ønsker at møde op, og at vi dermed også viser en politisk modstand mod styret i Qatar, frem for denne her mere fesne tilkendegivelse om, at der ikke er nogen regering.

Hun beskylder regeringen for at "lurepasse og fedtspille" grundet forklaringen om, at der lige nu kun er en fungerende regering.

- Regeringen bør klart sige, at grunden til, at der ikke er politiske repræsentanter til VM i Qatar, er af politiske årsager frem for denne her mere lurepassende forklaring, siger hun.

Der er ingen politiske repræsentanter fra Danmark i Qatar – til gengæld er der danske fans. Her får nogle af dem autografer fra Andreas Christensen, inden landsholdets træning i Doha torsdag. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Samme melding kommer fra Enhedslistens kulturordfører, Søren Søndergaard. Han ser desuden en boykot som et vigtigt signal til dem, der kæmper for bedre forhold i Qatar, og efterladte til de migrantarbejdere, der har mistet livet under arbejdet med at gøre golfstaten VM-klar.

- Forestil dig, du så mesterskabet, og du vidste, at din mand havde ofret livet for at bygge det her stadion – at der så at sige spilles på hans grav. Er det så ikke meget rimeligt, at forskellige lande siger, at vi synes, det er fuldstændig uacceptabelt? Det synes vi, Danmark skulle sige, fastslår Søren Søndergaard.

Forklaringen med, at vi kun har en fungerende regering, giver han ligesom De Konservative ikke meget for. Her henviser han konkret til, at der på mandag er møde i Det Udenrigspolitiske Nævn, hvor emnet oplagt kan tages op.

- Vi synes, at regeringen fedtspiller, og at det er uværdigt på en eller anden måde (...) Dem, vi venter på nu, er regeringen og Mette Frederiksen, som ligger nede under sofaen og ikke tør sige klart fra overfor Qatar, siger han.

Fungerende statsminister Mette Frederiksen gav onsdag en status på forhandlingerne om en ny regering – og de kan godt trække ud "nogle uger endnu", sagde hun på et kort pressemøde på Christiansborg. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

'Danmark har de facto boykottet VM i Qatar'

Dansk Folkeparti og Moderaterne er mest af alt tilfredse med, at det officielle Danmark allerede er fraværende i Qatar.

For DF handler det netop om, at Danmark bare bliver hjemme – om det skyldes regeringsforhandlinger eller en politisk boykot er mindre vigtigt.

Hos Moderaterne er man glad for, at det officielle Danmark ikke hepper med fra lægterne i Qatar – og det fravær er det samme som en boykot, mener partiets politiske ordfører Jakob Engel-Schmidt.

- Danmark har de facto boykottet VM i Qatar, da hverken Kongehuset eller regeringen deltager, hvilket jeg finder fornuftigt. Så da vi de facto allerede har en boykot af Qatar, ser Moderaterne ikke anledning til at gøre yderligere, siger han.

Det er ikke kun Qatar, der har fået kritik op til og under dette VM. Også Fifa med præsident Gianni Infantino i front har fået kritik – også af DBU efter organisationens nej til, at spillerne bar et ’One Love’-armbind med regnbuefarver. Her ses Infantino med Qatars emir, Tamim bin Hamad al-Thani. (Foto: © KARIM JAAFAR, Ritzau Scanpix)

Hos Danmarksdemokraterne er man dog imod en boykot. Det betyder til gengæld ikke, at partiformand Inger Støjberg bakker op om Qatar som VM-værtsland, men nu synes hun, at vi skal fokusere på fodbolden.

- Det er fuldstændig forkert at placere VM i Qatar, men nu er det hele i gang og så kan det ikke nytte noget, vi bliver ved med at sidde og diskutere de her ting.

- Så nu er vi, hvor vi er, og så må det også være sådan, at alle os der elsker landsholdet og elsker fodbold kan få lov at se det, uden at vi skal sidde og skamme os over, at vi ser nogle kampe, siger Inger Støjberg.

Hos Nye Borgerlige har folketingsgruppen endnu ikke haft mulighed for at drøfte en eventuel boykot, mens Socialdemokratiet ikke har ønsket at svare grundet de igangværende regeringsforhandlinger.

Venstre er ikke vendt tilbage på DR's forespørgsel.

'Smart løsning', men også en svær knibe

At Danmark lige nu hverken officielt boykotter VM i Qatar, men heller ikke hepper med fra lægterne i Qatar, er en gunstig situation for regeringen, mener Hans Bonde, professor i idrætshistorie ved Københavns Universitet.

- Det er en smart løsning, at man på den ene side har kunnet sige til oppositionen: "Hør nu her, vi tager ikke derned". Samtidig har man også sluppet for den kattepine at sige til Qatar, at vi boykotter jer – og dermed blive rodet ud i diplomatiske konflikter, siger Hans Bonde.

Det er dog også en træls knibe at stå i, mener Hans Bonde, for på den ene side sikrer en boykot, at Qatar ikke får en "propaganda-triumf" ud af VM. Men på den anden side står den fungerende regering også midt i en energikrise på grund af Ruslands invasion af Ukraine, som der også skal tages højde for.

- Dér har vi brug for gas, og hvem er stor gasleverandør? Det er Qatar. Man vil jo helst ikke sende et fjendeligt signal til Qatar, men samtidig vil man gerne tilfredsstille oppositionen herhjemme, siger Hans Bonde.

Det har dog ikke umiddelbart bekymret Tysklands indenrigsminister, Nancy Faeser. Hun overværede i hvert fald Tysklands kamp mod Japan onsdag med det omdiskuterede 'One Love'-armbind på sin venstre overarm. Den samme type armbind, som Fifa har forbudt spillerne at bære.

  • Tyskland er et af de lande, der ligesom Danmark fik nej af Fifa til bruge det omdiskuterede 'One Love'-armbind. Det stoppede dog ikke Tysklands indenrigsminister Nancy Faeser i at iføre sig et under kampen mod Japan onsdag eftermiddag. (Foto: © Kai Pfaffenbach, Ritzau Scanpix)
  • Tysklands indenrigsminister Nancy Faeser fik sig i øvrigt også en snak med Fifa-præsident Gianni Infantino på tribunen. (Foto: © Lee Smith, Ritzau Scanpix)
1 / 2

Snakken om en politisk boykot af VM i Qatar fik nyt liv, da fungerende kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) for to uger meldte ud, at hun ikke ville tage til Qatar for at støtte det danske fodboldherrelandshold, så længe der kun er en fungerende regering.

Efterfølgende kritiserede Enhedslistens kultur- og udenrigsordfører Søren Søndergaard og Venstres fungerende kulturordfører Jan E. Jørgensen sammen regeringen, men nu følger flere partier altså trop.

Efter uger med spekulationer besluttede det danske kongehus i øvrigt at følge den fungerende regerings linje og blive hjemme. Kronprins Frederik bakker derfor kun op om det danske herrelandshold fra sofaen.

Samtidig er der ikke udsigt til en ny regering endnu. Forhandlingerne kan nemlig trække ud "nogle uger endnu", lød det fra fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag på et kort pressemøde.

Fungerende kulturminister Ane Halsboe har ikke ønsket at stille op til interview på grund af de igangværende regeringsforhandlinger.