En fodbold diskriminerer ikke. Skubber du foden frem, ruller bolden - og reaktionskæden er så elementær, at vi tager den for givet.
Det gør 21-årige Ghaida ikke. Hun er fra Palæstina, men er opvokset i VM-værtslandet Qatar og har ofte stået misundelig på sidelinjen og kigget på, mens drenge spillede fodbold.
I barndommen var den usynlige grænse meget forvirrende og svær at forstå, husker Ghaida. Hun elskede sporten lige så meget, så hvorfor måtte hun ikke spille?
- Min skolelærer stod engang foran hele vores klasse og bad pigerne rejse sig op. Fem af dem havde han set ude på fodboldbanen gennem vinduet. ”Jeg så jer spille med drengene”. Han var en religiøs mand og sagde: ”Det er ikke tilladt, hvorfor var I derude?”, siger Ghaida.
- Det var meget ydmygende og for at være helt ærlig, havde jeg meget svært ved at føle mig tilpas på skolens fodboldbane efter det.
Ghaida optræder uden efternavn i artiklen, da hun frygter at blive udsat for chikane på grund af sit forhold til fodbold. DR er bekendt med hendes fulde identitet.
Ghaida er en af flere unge kvinder, som DR, NRK og SVT talte med under et besøg i VM-værtslandet i begyndelsen af oktober. Rejsens formål var at få svar på, om Qatar har et fodboldlandshold for kvinder.
Så har Qatar et kvindelandshold? Det kommer an på øjnene, der ser. Ved enkelte lejligheder popper en gruppe spillere op i landsholdstøj. Senest i november 2021 til en træningskamp mod Afghanistan.
I sit værtsbud til VM-slutrunden slog Qatar på, at landet ville ”promovere kvindefodbold”. Fakta er dog, at holdet ikke har spillet en officiel landskamp siden 2014 og end ikke optræder på Fifas verdensrangliste.
Landets fodboldforbund, QFA, har ikke ønsket at stille op til interview om kvindelandsholdet og henviser til Qatar Women’s Sports Committee (QWSC), som arbejder for at øge antallet af kvinder, der dyrker sport.
Da de skandinaviske medier i august rettede henvendelse, svarede QWSC straks med en officiel invitation til en kvindefodboldturnering for universitetsstuderende. Der aftaltes også et interview med præsidenten for QWSC, Lolwa Al Marri.
Men da komitéen hørte nærmere om interviewets fokus på Qatars kvindelandshold, blev aftalen aflyst.
Dermed er det ikke lykkes at få officielt svar på, om Qatar har et kvindelandshold i fodbold eller ej.
Det er dog lykkes at få kontakt til Northwestern University i Doha. Det er her, DR, NRK og SVT møder 21-årige Ghaida og hendes holdkammerater.
De spiller fodbold i den lukkede gymnastiksal på universitetet. Vinduerne sidder højt oppe på væggene, så ingen kan se ind. Inde på det lyse parketgulv står Ghaida sammen med en holdkammerat og en mandlige træner. Vi får at vide, at flere spillere ikke er mødt op, fordi der er et skandinavisk TV-hold på besøg.
Ghaidas holdkammerat ønsker at medvirke anonymt, da hun frygter chikane og familiens reaktion på hendes forhold til fodbold. DR er bekendt med hendes fulde identitet.
- Vi har ikke nok muligheder her i landet. Fodbold er ikke noget, vi bliver introduceret til som børn. Vi spillede bare på gaden med brødre og familie. Det er ikke som for drengene, som bliver taget med til træning i en klub. Men vi blev aldrig taget seriøst, siger hun.
Hun ærger sig over, at hun ikke kan svare klart på, om Qatar har et kvindelandshold eller ej. Og hun forklarer, at Qatar har en kulturel udfordring i at få kvinder til at spille fodbold.
- Jeg kan gøre de mest fantastiske ting, som mine forældre roser, men storfamilien kan samtidig svigte dig. Det handler om familiens omdømme. De kan forhindre dig i at gøre ting, fordi de ikke vil forbindes med fodbold, siger den qatarske kvinde.
- Det kan endda forhindre en kvinde i at gifte sig senere. Der er mange muligheder, der går tabt, hvis det kommer frem, at hun har spillet fodbold, tilføjer hun.
Den udlægning resonerer hos den norske forsker Charlotte Lysa fra Institut for kriminologi og retssociologi på Oslo Univeristet. Hun har boet i Qatar og forsket i kvindelige fodboldspillere, kulturudfordringer og systemer til at beskytte kvinder i sport.
- Mange taler om, hvordan det forventes, at man opfører sig som unge kvinder. Det tror jeg især gælder for kvinder, der har qatarsk familiebaggrund. Familien og samfundet er konservativt, så man har visse forventninger til, hvordan man skal være som kvinde.
- At spille fodbold bryder disse forventninger på en måde, der gør, at der spredes rygter og beskyldninger om at være en drenge-pige, hvilket kan føles ydmygende, forklarer Charlotte Lysa.
Udviklingen ærgrer Qatars tidligere landstræner
2. december 2010 fik Qatar tildelt værtskabet ved VM. Få måneder tidligere spillede kvindelandsholdet sin første officielle kamp nogensinde – et 17-0-nederlag til Bahrain i en turnering for de arabiske kvindelandshold.
Lysten til at føre fodboldkvinderne frem spirede og i årene efter blev flere store, europæiske trænernavne hentet ind. En af dem var tyske Monika Staab, som havde ansvaret fra 2013 til 2014.
Hun har fortsat kontakt til flere landsholdsspillere fra dengang, men i dag spiller de kun fodbold sporadisk, fortæller hun. Det ærgrer tyskeren.
- Argumenterne fra Qatars fodboldforbund om, at der ikke er nok kvinder til at spille, er noget pjat, siger Monika Staab, som i dag er landstræner for Saudi-Arabiens kvindelandshold.
I samarbejde med tyske ARD mødte DR, NRK og SVT Staab, da hun var på træningslejr i Østrig og Tyskland i sommer.
Hun anerkender, at det kan være svært at fremme sporten i mellemøstlige lande. Det kræver ”passion”.
- Og det er bare ikke tilfældet i Qatar lige nu, siger Monika Staab.
Uden seriøsitet, struktur og strategier sker der ingenting, mener hun. Ifølge Staab eksisterer der et proforma-kvindelandshold i Qatar. Men eksistensen af kvindernes landshold handler mest af alt om at opretholde et billede udadtil, mener Staab.
- Det er en skam, at QFA ikke giver kvindefodbold den opmærksomhed, som kvinderne faktisk gerne vil have. Det er ikke for meget at forlange. Men man er nødt til at ville det, siger Monika Staab, der savner et større pres fra Fifa på VM-værten.
Til trods for de kulturelle udfordringer annoncerede VM-værtslandet, at der skulle satses på kvindefodbold, da Qatar i 2010 vandt retten til at arrangere det kommende VM. Det samme har Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, gjort.
I Fifas egen kvindefodboldstrategi står, at forbundet helt specifikt ”vil sikre, at 100 procent af medlemslandene i 2022 har udviklet omfattende kvindefodboldstrategier”.
De skandinaviske medier har gentagne gange forsøgt at få svar på, om Fifa mener, at VM-værten lever op til dette mål, og om det er lykkedes Qatar at "promovere kvindefodbold", som proklameret. Men Fifa har ikke svaret på de skandinaviske mediers henvendelser.
Siden det første officielle VM i fodbold for kvinder blev spillet 1991, er det ikke sket, at et værtsland for herrernes VM ikke også har haft et kvindelandshold.
'Du er ikke til stede. Fordi du er en pige'
Tilbage i gymnastiksalen i Doha afslutter Ghaida og holdkammeraten træningen. Den mandlige træner pakker boldene sammen.
Kontrasten fra den lille sal til den åbne træning, herrelandsholdet holdt dagen forinden foran tusindvis af fans, er tydelig.
- Da jeg var yngre, var det meget svært for mig. Jeg kæmpede følelsesmæssigt, selv psykisk, siger Ghaida.
- Folk begrænsede mig. Jeg havde ikke magten til at spille fodbold, siger hun.
Ghaida forklarer, at synet på kvinder, der spiller fodbold, faktisk har ændret sig i Qatar, men at der stadigvæk er lang vej. Hun fornemmer, at den tilbageværende modstand primært er kulturelt og religiøst forankret.
Ser folk ned på dig, fordi du spiller fodbold?
- Jeg tror ikke, at folk ser ned på dig. De ser slet ikke på dig. Du er ikke til stede. Fordi du er en pige.