Stolpen stod i vejen, og skarpheden svigtede, da Danmark tabte til England

Danmark havde muligheder til mere, men tabte med 0-1 til England i den anden gruppekamp ved VM.

Danmark tabte på en engelsk lynscoring. (Foto: © Franck FIfe, Ritzau Scanpix)

Danmark var på en svær opgave i Sydney i Australien, da de stod over for europamestrene fra England ved VM i fodbold.

Alligevel viste de danske kvinder tænder mod de engleske løvinder. Men trods flere gode danske muligheder, sejrede englænderne 1-0 og spillede dermed videre til ottendedelsfinalerne, mens Danmark fortsat har alt at spille om i sidste gruppekamp mod Haiti på tirsdag.

Danskerne havde det svært fra start, og det kunne hurtigt ses på måltavlen. Med seks minutter på uret modtog Lauren James bolden på kanten af det danske felt og sendte en velplaceret bold i det lange hjørne. 1-0 til England og chokstart for danskerne.

Danskerne kom dog meget bedre med som tiden gik, og den første gode mulighed tilfaldt Rikke Marie Madsen, der efter 24 minutter fik en bold i feltet, vendte godt rundt og sendte et skud snævert forbi mål.

Rikke Marie Madsen var tæt på at sende det udlignende mål i kassen. (Foto: © DEAN LEWINS, Ritzau Scanpix)

De rødhvidklædte fortsatte jagten på udligningen i anden halvleg. Her bankede Kathrine Kühl, da hun med en lang tå ikke var langt fra at sende bolden i nettet.

Med et kvarter igen var Katrine Veje så tæt på at bringe balance i regnskabet, da hun sendte et indlæg ind fra banens venstre side. Bolden sejlede mod det lange hjørne, men Mary Earps i det engelske mål var vaks og fik viftet bolden væk.

Tættest på kom Amalie Vangsgaard med fem minutter tilbage af opgøret. Her kom hun først på et indlæg og fik sat hovedet på, men desværre for hende og det danske landshold tog stolpen imod hovedstødet.

Det var tæt på undervejs. Men det var ikke nok for de danske kvinder. De tabte snævert opgøret trods flere gode muligheder for at hive et resultat med fra kampen. Dermed har de alt at spille for i sidste gruppekamp mod Haiti.

Du kan følge Danmarks skæbnekamp mod Haiti på tirsdag fra kl. 12.15 i LIGA på P4, i app'en DR LYD og i livebloggen på dr.dk. Kampen kan også ses på Viaplay.