Spillerforening både glæder og undrer sig over DBU-direktørs udmelding

Ligeløn på landsholdene er ikke et nulsumsspil, slår Spillerforeningen fast.

Sanne Troelsgaard sendte med sin scoring til 2-0 mod Haiti Danmark videre til VM-ottendedelsfinalen mod Australien, der spilles mandag. Sejren sikrede de danske spillere 200.000 kroner fra Fifa samt 30.000 kroner fra DBU. (Foto: © Richard Wainwright, Ritzau Scanpix)

Den danske landsholdsanfører Pernille Harder var blot én af 150 medunderskrivere på det brev, som landede på Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) kontor tidligere på året.

Brevet, hjulpet på vej med frimærker fra den internationale spillerforening Fifpro, satte gang i processen, som har sørget for, at denne VM-slutrunde i Australien og New Zealand er den økonomisk bedste udgave i historien at være spiller i.

Ved VM i 2007, hvor Danmark senest var med, blev der uddelt præmiepenge for i alt 40 millioner danske kroner, mens det beløb nu er på 740 millioner danske kroner.

De danske kvinder har haft rig mulighed for at juble efter den seneste tid i Australien. (Foto: © Richard Wainwright, Ritzau Scanpix)

Det mærkes også i den danske landsholdslejr, hvor både en udtagelse til VM og et avancement til ottendedelsfinalerne, hvor Danmark mandag møder værtsnationen Australien, begge er lig med 200.000 danske kroner per spiller.

Men det er altså penge, som de danske kvindespillere har kæmpet sig til fra Fifa, og ikke DBU's kasse.

Ikke et nulsumsspil

Så skulle der vel egentlig være høj sol og glade dage i alle rækker, men sådan er det alligevel ikke, hvis man spørger Spillerforeningen.

Da DBU's fodboldbolddirektør Peter Møller efter sejren over Haiti i et interview med TV 2 Sport blev spurgt, om de danske fodboldkvinder kan se frem til at nyde den samme økonomi og vilkår som det danske herrelandshold, var svaret ikke opmuntrende.

- Jeg tror at kvinderne er oppe på 400.000 kroner for fire kampe nu, så må danskerne vurdere om det er nok, eller der skal mere til.

- Der er ingen tvivl om, at vi gerne vil prøve at honorere både kvinderne og herrerne ens. Det kræver også, at der er nogle på den anden side af bordet, som er klar på det.

- Det har hele tiden været vores intention. Men det kræver også, at herrerne og kvinderne kan blive enige om, hvilket beløb, der skal gives, lød det fra Peter Møller.

Fodbolddirektør Peter Møller før landstræner Lars Søndergaard udtager kvindelandsholdets VM-trup på et pressemøde i København fredag den 30. juni 2023.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Og dén snak tager Spillerforeningens direktør Michael Sahl gerne.

Eneste udfordring? Beskeden fra DBU kan opfattes således, at hvis man gerne vil forbedre kvindernes vilkår, så er det tilsyneladende på bekostning af herrernes, siger Spillerforeningens direktør, Michael Sahl.

- Vi synes, det er positivt, at DBU gerne vil sikre ligeløn. Vi har talt om lige muligheder længe, og vi synes eksempelvis også, at kvinderne skal spille i Parken, fordi vi mener, at de hører lige så meget hjemme der som mændene. Men ligeløn og rammer er noget, som DBU skal facilitere, så det er vi da glade for, at de gerne vil.

- At sikre ligeløn er altid forbundets ansvar. Det er ikke honorarmodtagernes opgave, det er ikke et nulsumsspil, hvor man skal forringe nogens vilkår for at skabe ligeløn.

- Det er heller ikke det, Fifa har gjort ved at hæve præmiepengene ved dette års VM med 300 procent. De har ikke taget noget fra herrerne ved at løfte kvinderne, siger Michael Sahl.

Det er ikke en samlet kage

Det danske kvindelandshold står indtil videre til at modtage 40.000 kroner af DBU per spiller for at have kvalificeret sig til ottendedelsfinalen, og dermed er der langt op til det beløb, som det danske herrelandshold modtog for at spille VM i Qatar.

I herrernes vilkårsaftale fungerer det således, at når DBU har trukket udgifterne fra til en slutrunde, så deles det resterende beløb mellem spillerne og DBU.

Til VM-slutrunden i Australien og New Zealand har DBU modtaget knap syv millioner kroner i forberedelsespenge fra Fifa, mens der også er landet 12,7 millioner kroner for at nå 1/8-delsfinalen.

Derfor undrer det også Michael Sahl, at DBU tilsyneladende vil overlade spillerne med ansvaret for selv at skære kagen ud, når ligeløn under DBU's faner skal diskuteres.

Men er det ikke fair, at når herrelandsholdet bringer flest penge ind, så får de også den største bid af kagen?

- Jeg ved ikke, om det har været en vildfarelse fra Peter Møller, men det er ikke herrerne, der skal sikre ligeløn. Det er det ansvar, de har som forbund, for det er ikke sådan, at der er en samlet kage, som de to landshold må fordele mellem sig, siger Michael Sahl.

Håber på løsning fremadrettet

DBU's fodbolddirektør Peter Møller vil ikke kommentere på, om spørgsmålet om ligeløn på de danske fodboldlandshold er en sag, der i sidste ende skal afgøres af spillerne selv.

Han vil dog gerne slå fast, at der er en god dialog med Spillerforeningen, og det vil der også være på den anden side af VM:

- Jeg håber, vi finder en løsning fremadrettet.

- Jeg fastholder, at det at spille på landsholdet ikke er et levebrød, hvor pengene er drivkraften. Lige nu skal vi holde fokus på at vi skal spille den vigtigste VM-kamp for kvindelandsholdet i næsten 30 år, men jeg vil gerne fortsætte dialogen med Spillerforeningen efter VM, siger Peter Møller.

Danmark møder Australien i ottendedelsfinalen ved VM mandag klokken 12.00 dansk tid. Kampen kan følges på dr.dk eller på P4.