Landstræneren er påpasselig med at 'slippe alt løs' mod Haiti

Haitis fart gjorde ondt på England forleden, og det samme kan blive tilfældet for danskerne, frygter landstræner Lars Søndergaard.

- Man kan føle, at man er inde i kampen og har spillet, men man skal hele tiden være opmærksom på, at der kommer et eller andet, siger Lars Søndergaard om tirsdagens kamp mod Haiti. (Foto: © Carl Recine, Ritzau Scanpix)

Der er bred enighed i den danske VM-lejr om, at England - modstanderen forleden - rimer mere på disciplin og stram organisation end tirsdagens opgave, Haiti.

Et sprælsk hold med stor fysik og fart. Jo, jo.

Men der bør alt andet end lige være plads til, at danskerne kan det, man har fået for vane at kalde "spille sit eget spil". Altså, være dominerende og styre tempoet, giver Amalie Vangsgaard udtryk for.

- England er et meget organiseret hold, hvor Haiti måske er mere uorganiserede med plads mellem kæderne. Jeg håber, at vi kommer til at skabe lidt mere, siger Vangsgaard inden VM-gruppespillets sidste kamp.

Danmarks eneste mål ved VM-slutrunden faldt efter et hjørnespark. Herunder giver angriber Signe Bruun en status på den danske offensiv:

Indtil videre har danskerne en sejr på 1-0 over Kina og et 0-1-nederlag til England med sig, status på bundlinjen, mens Haiti to gange har tabt 0-1 på en straffesparksscoring. Begge hold kan dog stadigvæk spille sig videre fra gruppespillet.

Verdensranglistens nummer 53 er imidlertid en opgave, danskerne skal kunne magte, mener Danmarks keeper Lene Christensen. Favoritværdigheden er i det rød-hvide ringhjørne, og hun forstår til fulde, at VM-berettigelsen debatteres, skulle Haiti forhindre danskerne i at gå videre.

Men man må ikke undervurdere dem, lyder det.

- Haiti har ikke lukket et mål ind i åbent spil. Det siger også lidt om deres defensive organisation. Det er ikke bare et hold, man går ud og tromler over, siger Lene Christensen.

- Det vil være en enorm skuffelse, hvis vi ikke går videre, men som hold skal vi have respekt for de resultater, de har skabt, siger hun.

Defensiven får travlt

Respekten for Haiti bunder i flere ting. De har blandt andet 19-årige Melchie Dumornay, som sidste år blev kåret til verdens største talent på kvindesiden.

En stjerne i svøb. Ja, faktisk allerede en profil på den internationale scene, mener landstræner Lars Søndergaard.

Samtidig gør haitianernes taktik det svært at finde ro, særligt i bagerste geled.

- Det er lidt ubekendt (Haitis spillestil, red.). De er ikke altid sådan 100 procent organiserede, men man så, at England havde kæmpe problemer med deres fart og fysik. Og det kan vi også få, understreger Lars Søndergaard, som har observeret et Haiti-hold, som vil frem over banen.

Amalie Vangsgaard er Danmarks enlige målscorer ved VM-slutrunden indtil videre. (Foto: © Jessica Gratigny, Associated Press)
Amalie Vangsgaard er Danmarks enlige målscorer ved VM-slutrunden indtil videre. (Foto: © Jessica Gratigny, Associated Press)

- På næsten hver eneste mulighed bliver bolden slået fremad. Der ligger tre-fire spillere og lurer hele tiden på omstillinger, så vi skal være skarpe på den del af spillet. Vi kan ikke bare slippe alt løs, siger Søndergaard.

- Det var det, England gjorde, og så kom de i problemer.

Husk, at du kan følge Danmarks kamp mod Haiti i Liga på P4 og i app'en DR Nyheder. Kampen begynder klokken 13 og kan ses hos Viaplay.