Det er et fænomen, der for kort tid siden forlod fodboldbanen i Melbourne i tårer, vinkede mod tribunen og sagde farvel.
Brasiliens nulløsning mod Jamaica betyder slutrunde-exit, men samtidig var det også sidste tur på den allerstørste scene for 37-årige Marta Vieira da Silva, bare kendt som Marta, der allerede inden slutrunden fortalte, at dette bliver karrierens sidste VM.
Og i dag blev der altså sat punktum.
- Det er hårdt at tale om lige nu. Det var ikke det VM, jeg forestillede mig - ikke engang i mine værste mareridt, sagde hun i flash-interviewet efter kampen.
Ikke mange, hvis nogen overhovedet, har haft samme betydning for fodbold på kvindesiden som hende, siger Arnela Muminovic, DR Sportens udsendte fodboldkommentator.
- Marta er speciel og et ikon i Brasilien. Man taler om Pelé, og man taler om Marta. Det siger ikke så lidt, når de også har haft spillere som Ronaldo, Rivaldo og Ronaldinho, siger Arnela Muminovic.
Kærligheden fra hjemlandet har været så udtalt, at den nu afdøde legende selv gav hende kælenavnet Pelé in skirts. Pelé i kjole. En større anerkendelse findes næppe, særligt på de kanter.
Farten og fysikken er i dag selvsagt ikke den samme, som da Marta Vieira da Silva fik VM-debut i 2003, eller da hun fire år senere nærmest egenhændigt trak Brasilien i finalen, som blev tabt til Tyskland.
Men titlen som sit lands mest scorende samt de seks kåringer til verdens bedste spiller taler sit tydelige sprog, mener Arnela Muminovic.
- Det er den største i kvindefodboldens historie. Hun har ikke vundet et VM, som nogle måske vil sige er det, der mangler i regnestykket, men hun har løftet Copa America-trofæet tre gange, og på det individuelle plan har hun vundet alt, siger Arnela Muminovic.
Et følelsesladet VM for brasilianeren
Også herhjemme har legenden Marta Vieira da Silva været en, man så op til, forklarer Arnela Muminovic. For eksempel har Danmarks største profil og anfører, Pernille Harder, ved flere lejligheder fortalt, at brasilianeren var hendes idol, da hun voksede op.
Legendens aftryk har altså været stort.
- Marta var med til at ændre, at man ikke bare skal nøjes, og at kvinder kan nå stjernestatus. Derfor har hun også været meget følelsesmæssig her op til og under VM. Hun er stolt over, at hun har været med til at løfte sporten og vist, at små piger også kan have store kvindelige idoler.
- Hun har været den største eksponent for at fremme kvindefodbold, siger Arnela Muminovic.
Netop samtalen om sin egen betydning rørte også brasilianeren dybt, da hun satte ord på det under gårsdagens pressemøde i optakten til det, der nu viser sig at blive karrierens sidste VM-kamp.
- I 2003 var der ikke nogen, der kendte Marta. Tyve år senere er vi blevet et referencepunkt for så mange kvinder over hele verden. Vi har åbnet døren for ligestilling, sagde Marta før tirsdagens kamp.
- Da jeg startede med at spille fodbold, havde jeg ikke noget kvindeligt idol. Ingen medier viste kvindernes kampe. Hvordan skulle jeg kunne se andre spillere?