Spanien har været igennem en storm af interne problemer på holdet før VM begyndte, men nu har de spillet sig i finalen ved slutrunden.
I VM-semifinalen mod Sverige dominerede det spanske mandskab opgøret, og ved slutfløjt kunne de strække armene i vejret over en dramatisk 2-1-sejr over de gulklædte.
Det var også spanierne, der startede klart bedst. Den første halve time af opgøret sad de rødklædte tungt på opgøret og havde flere store muligheder for at bringe sig i front.
Tættest på kom Real Madrid-spilleren Olga Carmona, der efter godt et kvarter klappede til kuglen uden for feltet, men den røg snævert forbi det svenske mål.
Spanien fortsatte dominansen resten af halvlegen, men kort før pausen var FC Barcelona-spilleren Fridolina Rolfö tæt på at gøre det onde ved 'La Roja'.
Efter en fejlaflevering blev et indlæg sendt ind i feltet, som snød den spanske forsvarskæde, og bagerst dukkede svenskeren op og fik sat en fod på det høje indlæg. En fin afslutning, der var tæt på at udmunde i et føringsmål, men også fine reflekser på stregen af spanske Catalina Coll.
I anden halvleg var det en mere lige affære, hvor Sverige fik bedre styr på defensiven og også viste tænder offensivt af og til. Alligevel var det spanierne, der var tættest på først.
Efter ihærdige forsøg på at få tilkæmpet sig en chance, fik spanske Alba Maria Redondo Ferrer bolden til sig liggende inde foran målet. Fra den vandrette position forsøgte hun at skrabe bolden over stregen, men den sneg sig snævert forbi stolpen og i sidenettet.
Forløsningen kom dog ikke lang tid efter. Med ti minutter igen var teenagesensationen Salma Paralluelo igen på pletten, da hun fik fat i en bold, der dumpede ned for hendes fødder. FC Barcelona-spilleren bankede resolut til kuglen, og så kom 1-0-føringen omsider.
Sverige svarede tilbage kort tid efter, da Rebecka Blomqvist fik bolden i fødderne foran målet. Her svigtede hun ikke, da hun sendte bolden i det lange hjørne til gul eufori.
Men lige lidt hjalp det for svenskerne, da Olga Carmona i angrebet efter krøllede kuglen i kassen på fremragende vis fra distancen godt hjulpet på vej af overliggeren. Ekstase i den spanske lejr over 2-1-føringen, og denne gang havde Sverige ikke et modsvar.
To mål på to minutter og dermed tager Spanien finalepladsen i en dramatisk sejr over de ellers rutinerede svenskere.
I finalen møder Spanien vinderen af det andet semifinaleopgør mellem England og Australien. Det opgør spilles onsdag kl. 12.00 og kan høres på DR Lyd.