80.000 fans og de holder ikke med Danmark: 'Håber, vi kan få et par over på vores side'

Der venter kvindelandsholdet en vild oplevelse, når de møder Australien i VM-ottendedelsfinalen.

De danske spillere kan se frem til et møde med en værtsnation med massiv opbakning i VM-ottendedelsfinalen. (Foto: © Keith McInnes / SPP, Keith McInnes / SPP)

80.000 mennesker klædt i gult. En potentiel infernalsk larm. Et dansk landshold i massiv modvind på tribunerne.

Det er noget af det, der venter de danske kvinder, når de på mandag møder værstnationen Australien i VM-ottendelsfinalen på Australia Stadium i Sydney.

Det storslåede stadion, der har en kapacitet på 82.500, forventes udsolgt til braget mellem Danmark og Australien, og der er ingen tvivl om, at der venter de danske spillere en ekstraordinær oplevelse.

- Det klinger sgu godt, siger Sanne Troelsgaard, der kom ind og scorede til resultatet 2-0 mod Haiti i går, hvilket var med til at sende Danmark i VM-ottendedelsfinalen.

- Vi så hinanden i øjnene inden kampen mod Haiti og kunne se de to scenarier: Enten skulle vi hjem, hvilket ingen af os kunne overskue, eller også skulle vi videre til Sydney.

- At vi nu står her, det tror jeg lige, at vi skal forstå. Jeg har ikke helt forstået det endnu, siger hun.

Håber på opbakning

I de tre første kampe har man kunne spotte flere pletter med rød-hvide farver til Danmarks kampe, så der har været ganske fin opbakning til de danske spillere.

Til kampen mod Australien vil der helt sikkert også være danskere på lægterne, men alt peger på, at de vil blive overdøvet af de mange hjemmebanefans.

Alligevel håber anfører Pernille Harder på, at hun og holdkammeraterne kommer til at kunne mærke noget opbakning.

- Det bliver en stor oplevelse for os og noget, jeg ser meget frem til. Jeg tror bare, at jeg håber på, at de hepper på Danmark i stedet for Australien, siger Harder med et smil på pressemødet efter kampen mod Haiti.

  • Stadium Australia har plads til 82.500 tilskuere, når der bliver spillet "rektangulære" sportsgrene såsom fodbold. Stadionet bruges til flere forskellige sportsgrene, herunder rugby, cricket, australsk fodbold og altså fodbold. (Foto: © Nigel Keene/ProSports/Shuttersto, Copyright (c) 2023 Shutterstock. No use without permission.)
  • Interessen for VM blandt fodboldfansene i Australien har været enorm. (Foto: © Keith McInnes, Represented by ZUMA Press)
  • Næsten 76.000 tilskuere så Australiens første kamp mod Irland. (Foto: © Keith McInnes, Represented by ZUMA Press)
  • Kvindelandsholdet bliver kaldt 'the Matildas'. Et navn de fik efter en afstemning i 1995 og refererer til den populære sang 'Waltzing Matilda.' (Foto: © Keith McInnes, Keith McInnes / SPP)
  • Opbakningen forventes igen at være i top, når Danmark er the Matildas modstander i ottendedelsfinalen. (Foto: © Danish Ravi, Represented by ZUMA Press)
1 / 5

Landstræner Lars Søndergaard tilslutter sig sin anfører.

- Jeg ved godt, at de fleste holder med Australien, men det virker også til at være et fair publikum. Så jeg håber, at vi kan få et par af dem over på vores side i løbet af kampen.

- Men det bliver bare en vild oplevelse med et udsolgt stadion med 80.000 tilskuere. Vi kan bare mærke den eufori, der er hernede omkring VM, siger den danske landstræner.

De næste dage skal så gå med forberedelse på mandagens modstander, men i første omgang er spillerne bare glade for udsigten til en så stor kamp på så stort et stadion.

- Det bliver fantastisk og en kæmpe oplevelse. Vi glæder os helt vildt, siger Simone Boye.

Kampen mellem Danmark og Australien spilles på mandag og kan som altid følges på dr.dk eller i LIGA på P4.