Fortuna Hjørring fik torsdag et skidt udgangspunkt for videre avancement i Champions League i kvindefodbold.
På hjemmebane tabte danmarksmesteren nemlig 0-1 i det første af to opgør i kvartfinalen mod Manchester City.
Verdens bedste kvindelige fodboldspiller, Carli Lloyd, udgjorde den målmæssige forskel på de to hold i en kamp, som Fortuna Hjørring kunne have tabt med flere mål.
Efter 35 minutter i første halvleg viste amerikaneren sine kvaliteter, da hun umarkeret headede et indlæg sikkert i nettet.
Første siden Marta
Carli Lloyd er kåret til verdens bedste kvindelige spiller to år i træk.
Det er hun den første til at præstere, siden navnkundige Martas stime med fem på stribe stoppede i 2010.
Manchester City hentede hende til klubben i vinterpausen.
Manchester City sendte i ottendedelsfinalerne Brøndby ud af turneringen med en samlet målscore på 2-1.
De øvrige hold i kvartfinalerne er Bayern München, Paris Saint-Germain, FC Rosengård, FC Barcelona, Wolfsburg og Lyon.
Fortuna Hjørring spiller returopgør mod Manchester City på Academy Stadium på torsdag.
/ritzau/