VIDEO Tvivlsom til VM-playoff: Nicolai Jørgensen har fået armen i gips

Nicolai Jørgensen har fået et brud ved sit ene håndled og er tvivlsom til de to VM-playoffkampe mod Irland.

Landsholdsangriberen Nicolai Jørgensen er tvivlsom til de kommende VM-playoffkampe mod Irland.

Det oplyser Feyenoord, efter at den danske angriber slog sit ene håndled i søndagens 2-2 kamp mod ADO Den Haag i den bedste hollandske fodboldrække.

Feyenoord oplyser, at Jørgensen kom galt afsted og pådrog sig et brud i slutningen af kampen, men at danskeren bed smerterne i sig og spillede opgøret til ende.

Efterfølgende har han fået lagt håndleddet i gips, fortæller den hollandske klub og nævner, at Nicolai Jørgensens deltagelse i de kommende landskampe mod Irland er tvivlsom.

Nicolai Jørgensen er ellers begyndt at vise målform efter en lang periode uden scoringer for Feyenoord.

I målform

Tidligere på ugen nettede sidste sæsons Feyenoord-topscorer på udebane mod Shakhtar Donetsk i Champions League, og søndag åbnede han med 1-0-målet mod ADO Den Haag.

Danmark møder Irland i to playoffkampe 11. og 14. november. Den samlede vinder skal med til næste års VM i Rusland.

Tidligere på søndagen modtog landstræner Åge Hareide et afbud fra Brentford-højrebacken Henrik Dalsgaard. I stedet har Hareide udtaget Jonas Knudsen fra Ipswich.

Middlesbrough-spilleren Martin Braithwaite møder ind som gardering for Nicolai Jørgensen i landsholdslejren, skriver DBU på Twitter.

Du kan se episoden, hvor Nicolai Jørgensen kommer til skade, i videoen øverst.

/ritzau/