Søndag var en vild dag i Rotterdam, men i dag bliver endnu vildere.
For selvom der var fest og glade dage i byens gader i går efter Feyenoord sikrede sig klubbens første mesterskab i 18 år, så kommer der endnu flere mennesker på gaden i dag.
Her har alle byens skolebørn nemlig fået fri fra skole, og myndighederne forventer op mod 200.000 mennesker på gaden til den officielle fejring af Rotterdams helte. Det er en tredjedel af byens indbyggere, så der kommer med garanti gang i gaderne, når Nicolai Jørgensen og co. skal hyldes.
I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan det så ud søndag, da mesterskabet kom i hus. Vi skal advare mod ekstremt glade billeder i videoen.