Det danske stjernefrø Pierre-Emil Højbjerg kan være på vej til en ny klub. Midtbanespilleren er blevet rygtet til blandt andre Sampdoria og Leverkusen.
Endnu er intet på plads, men ved dagens landsholdsudtagelse var det en noget kryptisk Morten Olsen, der forholdte sig til Højbjergs situation.
- Ham behøver man ikke give råd. Han er, som de andre, en ærgerrig person. Selvom det er en verdensklub, så stiller han sig selvfølgelig ikke tilfreds med at sidde på bænken. Han vil spille, og det skal han også. Han skal udvikle sig gennem kampe. Så umiddelbart, så kunne det godt være, der skete noget i løbet af denne uge, siger Morten Olsen til DR.
Er det noget, du ved, eller noget du håber?
- Hvad jeg end svarer, så er det noget, jeg håber, lyder det kryptisk fra landstræneren.
Kun lejeaftale i spil
Hovedpersonen selv er ikke meget for at kaste lys på sagen. Han afviser dog, at der kan blive tale om, at han bliver solgt fra Bayern München.
-Hvis det skulle ske, er en lejeaftale den eneste mulighed. Jeg skal ikke sælges. Men jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske, siger Pierre-Emile Højbjerg ifølge bold.dk til Bild.
Der er da også tid nok endnu, inden transfervinduet lukker for denne gang. Højbjergs agent Søren Lerby tager den i hvert fald med ro.
-Selvfølgelig har jeg god kontakt til min gamle klub Bayern. Det er deres beslutning. Vi afventer i ro. Der er stadig en uges tid. Vi er nødt til at se, hvad der er bedst for Pierre, siger agent Søren Lerby til Bild.
I sidste sæson nød Pierre-Emile Højbjerg stor succes som lejesvend i Bundesliga-klubben Augsburg. Den 20-årige københavner har ikke fået spilletid i Bayern Münchens to første kampe i denne sæson.