Det var ikke i nærheden af at blive spændende, da Real Madrid trådte ind i turneringen VM for klubhold.
Den mexicanske modstander, Cruz Azul, var håbløst overmatchet, og Real Madrids verdensstjerner havde derfor fri leg i store dele af kampen.
I midten af anden halvleg, da kampen reelt var afgjort ved stillingen 3-0, slog det spanske mesterhold en kontra fra eget felt.
Få pasninger senere kunne Gareth Bale slå et indlæg til Cristiano Ronaldo, der valgte at forsøge sig med en alternativ rabona-halvflugter, der dog havnede i handskerne på Cruz Azuls målmand, Jesus Corona.
Grinende assistenttræner
Forsøget kastede ikke en scoring af sig, men Cristiano Ronaldo fik smilet frem på assistenttræner Fernando Hierros læber på Real Madrids bænk.
Træner Carlo Ancelotti så mindre imponeret ud, men mon ikke portugiseren får alligevel får genvalg i finalen, hvor Real Madrid møder vinderen af kampen mellem argentinske San Lorenzo og Auckland City.
Real Madrid endte med at vinde kampen 4-0.
Du kan se Ronaldos forsøg i øverst i artiklen. Er du tålmodig og ser det til ende, får du også de langsomme gengivelser med.