VIDEO Dobbelt-Dolberg afgør De Klassieker

Kasper Dolberg er ikke længere i målkrise, men kan i stedet kaldet sig 'De Klassieker'-helt efter to scoringer mod Feyenoord.

Endelig. Efter otte ligakampe uden scoring fik det store angrebshåb Kasper Dolberg omsider hul på bylden for Ajax. Den 20-årige angriber startede ganske vist ude i ’De Klassieker’ mod ærkerivalerne Feyenoord, men fik de sidste 25 minutter på banen og blev den store helt med to scoringer i 4-1-sejren.

Den første Kasper Dolberg-scoring kom efter 72 minutters spil, hvor den tidligere Silkerborg-angriber sendte bolden op i nettaget efter et godt løb ind i Feyenoord-feltet og fornemt forarbejde af Ajax’ brasilianske driblekonge David Neres.

Stemningen var forrygende i 'De Klassieker' mellem Feyenoord og Ajax. (Foto: © OLAF KRAAK, Scanpix)

Den danske landsholdsangriber scorede sit andet mål i kampen kort før tid, da han brysttæmmede en lang aflevering og alene med Feyenoords målmand iskoldt satte bolden ind ude ved stolpen.

Læs også

Dyre drenge skal kæmpe om Golden Boy-hæder

Sidste sæson scorede Kasper Dolberg mål på samlebånd, men det har knebet med skarpheden i denne sæson.

I sidste uge brændte Kasper Dolberg et straffespark mod Sparta Rotterdam, så det var ingen stor overraskelse at den hollandske veteranangriber Klaas Jan Huntelaar fik startpladsen som spidsangriber mod Feyenoord.

Jørgensen brændte straffe

Den tidligere Real Madrid-angriber viste klassen, da han bankede Ajax foran efter 50 minutter, men den føring fik Feyenoords Nicolai Jørgensen mulighed for at udligne blot seks minutter senere, da Matthijs de Ligt begik et klodset straffespark.

Den danske landsholdsangriber leverede et sløjt forsøg fra straffesparkspletten, som Andre Onana kunne redde uden at anstrenge sig. Jørgensen gjorde dog lidt af skaden god igen kort efter, da han udnyttede endnu en fejl af de Ligt og spillede Jens Toornstra fri til scoring.

Læs også

Forbandelse fortsætter: Dolberg misbruger straffespark

Ved stillingen kom 1-1 kom Kasper Dolberg så på banen og blev den store helt, mens Siem de Jong også fik sendt en bold i kassen for Ajax midt i Dolbergs fornemme ’comeback’. Udover Nicolai Jørgensen og Kasper Dolberg var der også dansk islæt i kampen i form af Lasse Schöne, der spillede hele kampen for gæsterne fra Ajax.