Champagneflaskerne bliver åbnet ved en gigantisk kommerciel begivenhed i Zürich, FIFA Ballon d'Or, når verdens bedste fodboldspiller i aften skal findes blandt stjernerne Lionel Messi, Cristiano Ronaldo og Neymar.
Lidt anderledes så det ud, da Allan Simonsen i 1977 fik overrakt budskabet om, at han var kåret til Europas bedste fodboldspiller. I 1977 blev Ballon d'Or uddelt til Europas bedste spiller, men fra 2010 blev den slået sammen med prisen for verdens bedste spiller.
Et par ristede
Allan Simonsen fik beskeden om kåringen som Europas bedste, da han stod sammen med en god ven ved en pølsevogn i Vejle.
- Vi tager lige et par ristede ved en pølsevogn, da Eigil Jensen kom forbi og siger; Du Allan, giver du en pølse? Så kommer det fra Eigil, at han har fået en opringning om, at jeg er udnævnt til Årets Fodboldspiller, så det er en pudsig måde, at få det at vide på, fortalte Allan Simonen.
Allan Simonsen scorede i samme år i Europa Cuppen for mesterhold, som hans hold Borussia Mönchengladbach dog tabte 1-3. Alligevel blev Simonsen som den eneste skandinaviske spiller nogensinde valgt til Europas bedste foran Liverpools Kevin Keegan.
Se Allan Simonsen fortælle om oplevelsen dengang og se målet, han scorede i klippet herover.