Viborg fyrer Johnny Mølby efter to år i klubben

Svingende sportslige resultater får Viborg-ledelsen til at stoppe samarbejdet med cheftræner Johnny Mølby.

Viborg fyrer Johnny Mølby efter to år i klubben. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Den danske 1. divisionsklub Viborg FF har fyret sin cheftræner Johnny Mølby med øjeblikkelig virkning. Det skriver fodboldklubben på sin hjemmeside.

- Årsagen til dette er svigtende sportslige resultater samt manglende tro på, at Johnny Mølby er den rette person til at vende den negative udvikling, siger Viborgs direktør, Morten Jensen, på klubbens hjemmeside.

Johnny Mølby kom til Viborg i 2015, og i trænerens første sæson blev det til en flot ottendeplads i Superligaen.

Sidste sæson endte det dog med nedrykning fra den bedste række, da klubben samlet tabte over to playoffkampe mod Helsingør FC.

Umiddelbart efter nedrykningen i juni udtalte Viborg-ledelsen, at man havde tiltro til Johnny Mølby. Nu er det alligevel endt med fyring, og klubbens assistenttræner, Steffen Højer, bliver konstitueret cheftræner.

- Johnny Mølby var i sin første sæson i klubben med til at skabe de bedste sportslige resultater i ti år, men efterfølgende er det som bekendt blevet til nedrykning fra landets bedste række, ligesom starten på den nye sæson ikke har været tilfredsstillende, lyder det på hjemmesiden.

Johnny Mølby var cheftræner i AC Horsens fra 2009 til 2014, inden han i 2015 kom til Viborg.

/ritzau/