Unge FCN-profiler dominerer U21-landstrænerens EM-trup

FC Nordsjælland har fem spillere med i den trup, der i næste måned skal spille U21-EM i Polen.

Fra venstre er det Marcus Ingvartsen, Mads Petersen og Emiliano Marcondes skal alle med Danmark til U21-EM. (Foto: © Anders KjæRbye, Scanpix)

De 23 spillere, der skal kæmpe om EM-guld ved U21-slutrunden til sommer, er blevet udtaget, og truppen er en cadeau til det imponerende talentarbejde, der udføres i Farum.

Hele fem navne fra FC Nordsjælland er udtaget, og det gør Superligaklubben til den klart bedst repræsenterede blandt træner Niels Frederiksens udvalgte, der i næste måned drager til Polen.

Superligaens topscorer, Marcus Ingvartsen, der også er dansk topscorer i kvalifikationens 10 kampe, var selvskrevet, og han får selskab klubkammeraterne af Andreas Maxsø, Mads ’Mini’ Pedersen, Emiliano Marcondes og Mathias Jensen.

Nej til Dolberg og Poulsen

Langt størstedelen af spillerne kommer fra klubber i den bedste danske række, men der er suppleret med Kenneth Zohore, der har fået gang i målscoringen i Cardiff, Andrew Hjulsager, der scorede for Celta Vigo i weekenden og Lucas Andersen fra Grasshopper i Schweiz.

Danmark må rejse til Polen uden et par af de største profiler, der ellers havde alderen til at deltage. Både Kasper Dolberg (Ajax) og Yussuf Poulsen (RB Leipzig) har fået forbud af deres klubber mod at deltage i slutrunden, hvis de også skal repræsentere A-landsholdet, der møder Kasakhstan i en VM-kvalifikationskamp i samme måned.

Danmark er havnet i en svær gruppe ved EM, hvor de øvrige modstandere er Tjekkiet, Tyskland og Italien.

Første kamp for danskerne er mod Italien den 18. juni.

Den danske EM-trup

Målmænd

Daniel Iversen, Leicester

Jeppe Højbjerg, Esbjerg

Thomas Hagelskjær, AGF

Forsvar

Andreas Maxsø, FC Nordsjælland

Frederik Holst, Brøndby

Jakob Blåbjerg, AaB

Joachim Andersen, FC Twente

Mads 'Mini' Pedersen, FC Nordsjælland

Patrick Banggaard, SV Darmstadt

Rasmus Nissen, FC Midtjylland

Midtbane

Andrew Hjulsager, Celta Vigo

Casper Nielsen, OB

Christian Nørgaard, Brøndby

Emiliano Marcondes, FC Nordsjælland

Frederik Børsting, AaB

Lasse Vigen Christensen, Fulham

Mathias Jensen, FC Nordsjælland

Mikkel Duelund, FC Midtjylland

Angreb

Robert Skov, Silkeborg

Kasper Junker

Kenneth Zohore, Cardiff

Lucas Andersen, Grasshopper

Marcus Ingvartsen, FC Nordsjælland