Han kan fortsætte, men han gør det ikke.
Det er status for præsidenten for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), efter at der torsdag i den franske hovedstad, Paris, er blevet afholdt Uefa-kongres, hvor særligt præsidentens valgperiode var et af de store punkter på agendaen.
Den siddende præsident for Uefa har siden 2016 heddet Aleksander Ceferin. Han er aktuelt i gang med sin tredje - og egentlig sidste - valgperiode, som er sat til at udløbe i 2027.
Men på dagens kongres er et forslag blevet stemt igennem, som giver Aleksander Ceferin muligheden for at nå op på 15 år som præsident for Uefa, selv om man efter reglerne kun må sidde i tre perioder på hver fire år.
I 2017 blev det indført, at en præsident maksimalt må sidde i tre valgperioder, men på kongressen denne torsdag blev der taget stilling til en lovpakke med 29 forskellige punkter, hvor ét af dem altså giver Ceferin mulighed for at sidde i endnu en valgperiode.
Efterfølgende gjorde præsidenten det dog klart, at han - når han i 2027 har siddet 11 år på posten, ikke kommer til at fortsætte.
- Efter en vis periode har alle organisationer brug for frisk blod. Men hovedårsagen er, at jeg ikke har været i stand til at bruge meget tid sammen med min familie i de seneste syv år, og det samme vil være tilfældet i de næste tre, siger Ceferin.
Flere punkter i lovpakken
Forslaget som også Dansk Boldspil-Union (DBU) stemte for, og som altså også blev vedtaget, da 49 af 55 lande stemte for. England stemte som eneste nation imod.
Det var DBU-formand Jesper Møller, der præsenterede pakken for kongressen i sin position som formand for Uefas juridiske komité, og han er tilfreds med, at det er faldet på plads.
- Vi har det selv i DBU's egne regler. Når man indfører reformer, kan man ikke gøre det med tilbagevirkende kraft. Det vil altid være med fremadrettet virkning.
- Det har der været tvivl om, og så synes jeg, at det er bedre at få det præciseret i kongressen, siger Jesper Møller efter kongressen til DR Sporten.
Således blev det besluttet, at hans første tre år på posten ikke tæller i regnskabet, da han fra 2016 til 2019 ikke sad i en hel periode, efter at franskmanden Michel Platini var gået af midt i en periode. Og fordi reglen om maksimalt tre terminer af fire år som præsident blev vedtaget midt i Ceferins første præsidentperiode.
Den regel gælder fortsat, og der er altså tale om et enkeltstående tilfælde, at en præsident kan sidde i mere end 12 år. En mulighed han så altså ikke vælger at benytte sig af.
- Det kom ikke bag på mig, at han (Ceferin, red.) meldte sådan ud, siger Jesper Møller.
- Det er hans beslutning, det kan jeg ikke have mange holdninger til.
Udover reglerne for optælling af de perioder, man kan sidde, hedder det sig blandt andet også, at aldergrænsen på 70 år for at sidde i Uefas komiteer ophæves, antallet af reserverede pladser til kvinder i Uefa eksekutivkomite går fra en til to.
Om den generelle afstemning siger Jesper Møller:
- Jeg havde egentlig også forventet, at det ville blive vedtaget, fordi der er tale om nogle fundamentale juridiske principper.
Han er særligt tilfreds med de øgede antal af reserverede pladser til kvinder i komiteen.
- Jeg tror simpelthen, at det er vejen frem, for at der kommer til at ske noget. Derfor er jeg rigtig tilfreds med, at der kommer en ekstra kvindepost.
- Vi skulle jo gerne have ligestilling og ligeså mange af det underrepræsenterede køn, siger Jesper Møller.