Et organ i det internationale fodboldforbund Fifas etiske komité opfordrer forbundet til at suspendere præsident Sepp Blatter. Det skriver bl.a. engelske BBC og tyske Bild.
- Nyheden blev overbragt til præsidenten denne eftermiddag. Han er rolig. Husk på, at han er manden bag den etiske komité, fortæller Sepp Blatters rådviger Klaus Stöhlker til BBC.
Fifas etiske komité har siden mandag holdt møde i Zürich, hvor den 79-årige præsidents fremtid har været på dagsordenen. Her har et organ under komitéen angiveligt fremsat en opfordring om at suspendere Blatter.
Det forventes, at Fifas formand for det juridiske kammer under den etiske komité, Hans-Joachim Eckert, træffer den endelige beslutning omkring Blatters fremtid fredag. Det indstilles at Blatter suspenderes i 90 dage - som er lig med den maksimale periode for suspendering.
Sepp Blatter bliver i øjeblikket efterforsket af de schweiziske myndigheder.
Schweizeren er blandt andet under lup for en betaling til præsidenten for Det Europæiske Fodboldforbund, franskmanden Michel Platini.
Platini skulle efter sigende også genstand for undersøgelser i øjeblikket.
Under pres fra sponsorer
Senest har en række af Fifas største sponsorer som Coca-Cola, McDonald's, Visa og Budweiser opfordret Blatter til at trække sig omgående.
Sepp Blatter blev i maj i år genvalgt til endnu en periode som præsident for Fifa.
Sepp Blatter har dog tænkt sig at blive siddende som præsident, indtil en ny præsident bliver valgt på en ekstraordinær kongres i februar næste år.