I dag udkommer 'Mirakelmageren', der er en bog om Richard Møller Nielsen, og vi har fået muligheden for at bringe enkelte uddrag fra et kapitel i bogen, hvilket du kan læse under denne tekst.
Det store danske trænernavn og hustru blev derfor inviteret til Finland i begyndelsen af oktober, hvor Møller Nielsen mødtes med fodboldforbundet og på den måde fik mere at vide om landet og det hold, der ventede. Gennem to dage i det finske gjorde Perrti Alaja alt, hvad han kunne for at overbevise Richard Møller Nielsen om finsk fodbolds muligheder.
Som den slags sjældent gør, gik landstrænerens besøg ikke ubemærket hen i verdenspressen, og den 23. oktober 1995 kunne Ritzaus Bureau fortælle danske fodboldinteresserede, at Finland havde tilbudt Richard Møller Nielsen pladsen som landstræner. Møller Nielsen udtalte sig selv til mediet, hvor han bekræftede samtalerne med det finske fodboldforbund, men samtidig understregede, at han ikke havde travlt med at få sin fremtid på plads.
"For den sags skyld kunne jeg godt vente til den 28. juni næste år med at træffe beslutningen om min sportslige fremtid. Jeg er min egen herre og skal ikke stå til regnskab for nogen. Men hvis det rigtige tilbud kommer, kan jeg også træffe en afgørelse om fire dage. Eller om fire måneder," sagde han og bedyrede samtidig, at han ikke ville lade sig presse til at skrive under på en aftale, såfremt finnerne ville have en kontrakt på plads hurtigst muligt.
"Hvis nogen kommer og kræver et svar her og nu, så må de henvende sig til andre. Medmindre, altså, at det er det helt rigtige tilbud, både sportsligt og økonomisk …, " lød det fra Richard Møller Nielsen.
På dette tidspunkt var forhandlingerne dog fremskredne, og der gik ikke engang en uge, før det finske fodboldforbund kunne indkalde til pressemøde i Helsinki; det skete den 27. oktober. Kontrakten faldt på plads få dage inden, da parterne blev enige om en fireårig aftale, der skulle gælde fra sommeren 1996.
Det forestående jobskifte vakte naturligvis opsigt i både Finland og Danmark. Finland lå ikke engang i top 50 på verdensranglisten, og holdets eneste kendte navn var Ajax-profilen Jari Litmanen, der så til gengæld var en verdensstjerne. Det unge Ajax-mandskab - kun to spillere var over 25 år - havde i 1995 med sprudlende spil vundet Champions League ved på vejen at slå de forsvarende mestre fra AC Milan hele tre gange, senest i finalen, og i semifinalen var Bayern München efter 0-0 i Tyskland blevet rundbarberet 5-2 i Amsterdam. Det var efter den kamp, Bayern-ikonet Franz Beckenbauer resignerede og sagde: "Ajax var en Porsche. Vi var en Citroën 2CV!"
Jari Litmanen blev Ajax' topscorer med hele seks mål i turneringen og han havde dermed en stor andel i pokalen. Nu skulle den 25-årige finne på sit nationale hold trænes af en dansker, som han kun kendte flygtigt.
"Første gang, jeg bed mærke i navnet Richard Møller Nielsen, var selvfølgelig under EM i 1992, men ikke før i semifinalen. Indtil da fulgte jeg helt ærligt kun med, når Vesttyskland og Holland spillede, for de var jo kæmpe favoritter," erkender Litmanen i dag.
"Jeg kendte selvfølgelig alle Hollands spillere fra mine år i Ajax og var ikke i tvivl om, at holdet ville slå Danmark sikkert, men semifinalen skulle jo ende helt anderledes, end vi alle troede. I finalen var situationen den samme, for da var det kun et spørgsmål om, hvor stort tyskerne ville vinde, men igen overraskede Danmark med klogt spil. Det var som bekendt nok, og jeg vidste herefter, hvem Møller Nielsen var - en dygtig taktiker."
Afgørende kamp om VM-playoff
Det var øsende regnvejr i Helsinki lørdag den 11. oktober 1997, da kampen skulle stå. Hele dagen havde det silet ned, men alligevel var 31.760 tilskuere mødt op på det olympiske stadion, der kunne lægge græs til en ny milepæl i finsk kulturhistorie. Denne gang uden hjælp fra musikalske ikoner eller udenlandske idrætsfolk - altså bortset fra fodboldlandsholdets træner, der var dansk. Optimismen og begejstringen var i den grad til stede - og det kunne regnvejr og kulde ikke lave om på.
"Vi ved godt, at det bliver næsten umuligt at komme til Frankrig, selv med en sejr over Ungarn. Men blot det at nå frem til disse to ekstra kampe om en VM-plads vil være uendelig vigtigt for finsk fodbold," vurderede journalisten Heikki Miettinen fra dagbladet Helsingin Sanomat inden kampen, hvor Richard Møller Nielsen vanen tro var udfordret i holdudtagelsen.
Målmanden Antti Niemi meldte endnu engang afbud, så den uheldige debutant fra Norge-kampen, Teuvo Moilanen, vogtede buret. Desuden var der også forfald i bagkæden, der kom til at bestå af folk med en gennemsnitsalder på 24 år og kun seks landskampe - heriblandt en spiller fra den næstbedste række i Finland. Alligevel var der altså tro på tingene internt i den finske landsholdslejr. Årsagen skal måske findes i det finske udtryk 'sisu', der er en samlet betegnelse for de egenskaber, man skal bruge for at overleve i et barsk klima: råstyrke, vilje, udholdenhed og evnen til at tænke klart i pressede situationer. Altså egenskaber, der rimer på Richard Møller Nielsen.
Regnen havde ikke lagt sig ved kampstart, så paraplyerne kæmpede om pladsen på tribunerne med finske flag, da nationalmandskabet, i selskab med de over 30.000 tilskuere, afsang nationalhymnen 'Vort land'. På tv-billederne fra dengang kan man se en hjertelig Richard Møller Nielsen i samtale med en trænerkollega forud for kampstart, inden han sætter sig fokuseret på trænerbænken iført en stor frakke fra Adidas på kroppen samt en ternet sixpence på hovedet. Han havde prøvet disse afgørende kampe mange gange før, men i modsætning til i Danmark, hvor kvalifikation til store slutrunder i Richard Møllers tid var et krav, ville det være historisk, hvis Finland blot nåede playoff-runden.
Finnerne begyndte fornemt og satte sig på kampen i løbet af første halvleg, men det var i anden halvleg, at det for alvor begyndte at lugte af avancement for holdet. Det var igen Antti Sumiala, der stod for den finske scoring, da han i det 63. minut bragte hjemmeholdet foran på et hovedstød efter et hjørnespark til stor jubel på og uden for grønsværen.
Scoringen gav Finland mod på mere, og både Jari Litmanen og Antti Sumiala kunne have øget til 2-0, hvis de havde udnyttet mulighederne foran det ungarske mål. Det gjorde de ikke, men som tiden gik, kom Finland tættere og tættere på en plads i playoff-runden. I kampens 90. minut blev en finsk afslutning rettet af til hjørnespark, men alligevel dømte den tyske dommer, Bernd Heynemann, målspark. Det fik Jari Litmanen til at brokke sig til et gult kort, inden ungarerne satte et sidste angreb i gang. Det blev stoppet midt på finnernes banehalvdel, da der blev begået et frispark mod en ungarsk offensivspiller. Den efterfølgende dødbold blev sendt af sted mod det finske mål, men blev rettet af til ungarsk hjørnespark og en begyndende finsk jubel, idet man afværgede en scoring og nu var sekunder tættere på sejren. Men så indtraf det ubegribelige, som på sin egen melankolske måde blev et stykke finsk sportshistorie på det olympiske stadion.
Det ungarske hjørnespark blev slået ind i feltet, hvor en ungarsk spiller headede den videre. Her ramte den tilfældigt Mika-Matti Paatelainens ben og trillede ind midt i feltet, hvor Finlands Harri Ülönen kæmpede med en ungarer om bolden. Finnen fik prikket bolden videre i feltet til Sami Hyypiä, der i panik forsøgte at sparke bolden ud over baglinjen. Det lykkedes ikke, for i stedet trillede bolden mod mål, hvor forsvarsspilleren Sami Mahlio akkurat nåede at strække sit ben ud og parere bolden. Uheldigvis for ham traf han kuglen, så den blev sendt ind i læggen på målmand Teuvo Molianen og tilbage i mål. Udligning 1-1. Fra hjørnesparket blev slået, til bolden lå i målet, gik der fem sekunder, og de sidste fem berøringer inden scoringen var finske. En ny finsk scoring blev desperat jagtet i de døende minutter, men efter tre minutters overtid blev opgøret fløjtet af. Ungarn var videre til playoff-runden, Finland var ude. På tv-billederne kan man se, hvordan de finske spillere ærgrede sig og klappede ud til folket som tak for støtten, mens ungarerne samledes i en klassisk jubel-klynge på midten af banen. Kameraet fandt også Richard Møller Nielsen, der, efter at have sagt tak for kampen til den ungarske landstræner, sjoskede ad løbebanen ud til omklædningsrummet.
"Det var en forfærdelig kamp. Helt forfærdelig," mindes Jari Litmanen i dag.
"Vi spillede og ikke mindst kæmpede fantastisk. Vi burde have vundet, og for et land, der aldrig havde været i nærheden af en slutplads i de store turneringer, var afslutningen et mareridt. Det opgør mod Ungarn vil for mig altid stå som den kamp, vi tabte 1-1."
Skuffelsen og nedturens størrelse understreges af en afstemning, som den store finske avis Helsingin Sanomat foretog i 2008. Her blev den finske befolkning bedt om at pege på landets største sportstraume i historien, og valget faldt på fodboldlandskampen mod Ungarn i 1997 - blandt andet foran ishockey-nederlaget til Sverige ved vinter-OL 2006 samt den store dopingskandale i finsk skisport i 2001. I forbindelse med kåringen talte den finske avis med to af hovedpersonerne fra den dramatiske kamp.
"Spillerne var frygteligt skuffede i omklædningsrummet efter kampen, men der var ikke nogen, der sagde noget. Træneren var også meget stille," fortalte den uheldige forsvarsspiller Sami Mahlio, mens målmanden Teuvo Molianen selv ti år senere ikke kunne se det sjove i det vanvittige mål.
"Jeg kan ikke se det humoristiske i det - endnu. Når Finland om 10-20 år har været med ved en stor slutrunde, kan man måske grine af det," sagde han med henvisning til Woody Allans gamle mundheld om, at den universelle formel for humor er tragedie plus tid.
Den grelle afslutning gjorde naturligvis også ondt på den finske landstræner.
"Fodbold kan indimellem være et grusomt spil," blev han citeret for i Jyllands-Posten, hvor han dog også kunne finde plads til glæde midt i skuffelsen.
"Dette var den bedste kamp, Finland har spillet i min tid. Jeg er uhyre ked af det på spillernes og tilskuernes vegne. Vi har aldrig før oplevet så god støtte fra tribunerne. Jeg vil forsøge at kigge på de positive elementer i kampen og kigge fremad."
Ingen brasilianere i Finland
Landstrænertiden i Finland blev, efter en testsejr over Belgien og et knebent nederlag til Tyskland, lukket med EM-kvalifikationskampen mod Nordirland - et opgør uden reel betydning, men som alligevel blev en fin finsk fest i form af en sejr på 4-1. Desværre var kun 8.200 tilskuere mødt op til Richard Møller Nielsens afskedskamp, men træneren kunne alligevel se tilbage på tre gode år i spidsen for Finland, for det handlede om mere end fodbold, fortalte han senere i Tipsbladet.
"Finland var for mig uopdyrket land, men fodboldforbundet i Helsinki havde mange initiativer. Jeg ville nødig have været de år foruden. Når finnerne spurgte, hvorfor jeg tog imod deres tilbud, svarede jeg, at det havde noget med livskvalitet at gøre. Eksempelvis behøvede jeg ikke at opgive min bopæl i Danmark. Og vi kom til at opleve seks årstider: Dansk forår, finsk forår, finsk sommer, finsk efterår, dansk efterår og dansk vinter. Vi havde en lejlighed inde i byen, og gik vi den ene vej, var vi henne i den bydel, man er ved at renovere, fordi Helsinki skal være Kulturby i 2000 - og gik vi den anden vej, var vi nede ved vandet. Og hvis ikke Jorden buede, havde vi kunnet se til Bornholm," fortalte Richard Møller Nielsen, der så kvalitet, men manglende bredde i finsk fodbold.
"Niveauet i ligaen og på landsholdet var lavere, end jeg havde forventet. Hvis alle mand var klar, kunne vi matche de bedste. Men toppen i finsk fodbold er ikke så bred, og man må erkende, at der er langt ned til de næstbedste."
Glæden over at have arbejdet i Finland var dog ikke til at misforstå, og de varme følelser var gengældt. I 2012 fik Richard Møller Nielsen overrakt den prestigefyldte ærespris Captain's Ball af det finske fodboldforbund som anerkendelse for hans tid i Finland.
"Under Richard Møller Nielsen fik Finland et vitalt løft til international niveau. Det involverede ikke kun herrernes A-landshold, men international fodbold som en helhed. Richards engagement i Finland var - og er stadig - markant. Han bragte respekt og selvtillid til den hjemlige liga, hvilket udgjorde en basis for fremtiden. Spillere fra den hjemlige liga blev indlemmet i landsholdstruppen, og nærmest over natten skiftede de udenlands til større ligaer, idet de fik værdifuld tillid fra Richard Møller Nielsen," lød det i den officielle begrundelse for prisen til den danske træner, der ved afskeden med Finland i 1999 havde fået point i 44 procent af sine landskampe - det højeste i finsk fodboldhistorie på daværende tidspunkt.
"Det var fuldt fortjent, at Richard fik Captain's Ball," mener Jari Litmanen i dag.
"Vi må aldrig glemme, at Finland er en lille fodboldnation med et beskedent spillergrundlag. Richard sagde mange gange til mig: 'Jari, jeg vil gerne spille som Brasilien. Vores problem er, at vi ikke har en eneste brasilianer på holdet!' Og han havde jo ret. Derfor udviklede Richard den spillestil, som passede vores type spillere bedst, og han var god til at formidle sine idéer videre.
Vi fik et nært forhold, hvor jeg som anfører altid blev taget med på råd. Vi var ikke altid enige, men han argumenterede for sine beslutninger, og jeg accepterede selvfølgelig, at han havde ansvaret. Vi fik mange gode snakke om fodbold, og jeg forsvarede altid hans beslutninger foran de andre i omklædningsrummet. Richard var også god til at skabe en fællesfølelse, og der var en utrolig god stemning på holdet i hans år. Der var stor gensidig respekt, og alle - ikke bare spillere, men også ledere og de ansatte i fodboldforbundet - elskede ham. Jeg kan give et eksempel. Under et træningspas besluttede alle spillere at tage en hat eller hue på, fordi Richard altid gik med sin sixpence på hovedet. Vi gik i gang med øvelserne, stadig alle sammen med huerne på, og Richard sagde ikke et ord om dem! Vi spillede færdig, og han holdt masken hele vejen igennem. Der var lignende episoder, hvor vi tog gas på hinanden, og det var med til at bygge en helt speciel holdånd op. Jeg har prøvet meget i mit fodboldliv, men jeg vil altid huske årene med Richard som noget specielt. Han betød meget for mig," slår Litmanen fast med en stemme, der afslører, at der ikke bare er tale om en høflighedsfrase.