Stemning on demand: Med app kan fans sende jubel, klap og piften direkte fra sofaen til stadion

En tysk app-udvikler vil lade tv-seerne styre lydkulissen til kampe med tomme tribuner.

Den tyske virksomhed hack-CARE vil med en ny app sende den nerve og atmosfære, fans tilføjer til fodbold, direkte fra fansenes telefoner og ind på stadion. (Foto: © Jeon Heon-kyun, Scanpix)

De grønne lys er begyndt at tænde for fodboldens genstart i Europa. Superligaen starter senere i maj, og i weekenden genåbner den tyske Bundesliga, som den første af de store europæiske ligaer.

Spillerne er ved at vende tilbage til fodboldkampene – men det er tilskuerne ikke.

For på grund af smittefaren bliver de kommende kampe spillet for tomme tribuner. Fansene må blive hjemme.

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at vi skal til at vænne os til stemningsforladte spøgelseskampe i kedelige kulisser.

Den tyske virksomhed hack-CARE vil med en ny app nemlig sende den nerve og atmosfære, fans tilføjer til fodbold, direkte fra fansenes telefoner og ind på stadion.

Myapplause, min applaus, hedder appen. Og hack-CARE er i drøftelser med flere Bundesliga-klubber om at gøre brug af appen, når sæsonen lige om lidt genoptages.

Bundesligaen starter op igen den 16. maj uden tilskuere. (Foto: © Wolfgang Rattay, Scanpix)

Men hvordan kan fans med en app fra en sofa i det fjerne skabe stemning på stadion?

Når man downloader appen, kan man vælge, hvilken klub man er fan af, og hvilken kamp man gerne vil tjekke ind til som tilskuer.

Fodbold-klar foran skærmen og med appen i hånden har man som fan så fire knapper at vælge imellem afhængig af, hvad man synes om det, der foregår på banen. Man kan juble, synge, klappe og pifte. Den lyd man trykker på i appen, bliver sendt til højttaleranlægget på stadion.

350.000 fans kan deltage i den samme kamp på samme tid. Og jo flere der trykker sig ind på de fire muligheder, jo højere bliver lydkulissen på stadion.

- Vi har testet det på to Bundesliga-stadioner, det var live, og det fungerede virkelig godt, siger Viktor Mraz, en af app -udviklerne fra hack-CARE.

- Du trykker på en knap, og hele stadion begynder at juble.

Viktor Mraz fortæller til Reuters, at de er i forhandlinger med alle Tysklands store klubber.

- Alle taler med os. Endda også andre sportsgrene.

- Men mange personer skal blive enige. Spillerne, dommerne, osv. Så jeg tror, starten bliver uden lyd på stadion, siger Viktor Mraz til spørgsmålet om, hvorvidt nogle klubber når at tage appen i brug til weekendens genåbnings-kampe.

  • Borussia Dortmund er kendt for det lyd-inferno klubbens hjemmebanetilskuere plejer at skabe på stadion. På lørdag bliver hjemmebanen tom i kampen mod Schalke 04. (Foto: © Ina Fassbender, Scanpix)
  • Borussia Dortmund er kendt for det lyd-inferno klubbens hjemmebanetilskuere plejer at skabe på stadion. På lørdag bliver hjemmebanen tom i kampen mod Schalke 04. (Foto: © Ina Fassbender, Scanpix)
1 / 2

Den Tyske Fodboldliga, DFL, som står bag Bundesligaen, er dog imod ideen. Det har DFL gjort klart for de interesserede klubber.

- Vi kan ikke tvinge klubberne til ikke at bruge det, men vi tror, de har forstået vores pointe, siger en talskvinde fra DFL til Reuters.

- Vores fans kan ikke erstattes af kunstig lyd, og derfor fraråder vi på det kraftigste klubberne til at bruge nogen form for kunstig tilskuerlyd.

Virtuelle fans på tribunerne

Det er ikke kun i Tyskland, at kunstig tilskuerlyd lige nu er et varmt emne.

Da den sydkoreanske fodbold-liga, K League, forleden blev genoptaget, var det med kunstig tilskuerlyd på stadion.

Direktør i fodboldklubben Brighton, Paul Barber, har fortalt, at kunstig tilskuerlyd også er en del af drøftelserne mellem de engelske klubber i forhold til den potentielle genopstart af Premier League.

Og den amerikanske NFL-kommentator Joe Buck fortæller, at hans tv-station Fox ikke bare arbejder på kunstig tilskuerlyd til NFL’s sæsonstart i september. Det bliver muligvis også med kunstige tilskuere.

- Det er rimelig meget afgjort (at Fox vil gøre brug af kunstig tilskuerlyd, red.)

- Og oven i det kigger de (Fox, red.) også på at sætte virtuelle fans på tribunerne, så når kameraerne filmer på tribunerne, kommer det til at se ud som om, at stadion er fyldt til randen, selvom det i virkeligheden er helt tomt.